Birger T. Christiansen

Birger T. Christiansen

Teknisk konsulent

btc@tekniq.dk

2333 9128

Ændrede regler for byggevarer i kontakt med drikkevand

Med virkning fra den 1. juli 2016 er der ændret i bekendtgørelsen om godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand.

Ændringerne har betydning for installatører, fordi den åbner nye måder til at dokumentere overholdelsen af sundhedsmæssige krav for disse byggevarer.

De ændrede regler

Produkter i kontakt med drikkevand skal fortsat sundhedsmæssigt godkendes. Godkendelse kan ske via den danske GDV-ordning. Alternativt kan godkendelse ske via de certificeringsordninger, der er gældende i enten Tyskland, Holland eller Sverige. Fremover er der således flere muligheder for at opnå sundheds-mæssig godkendelse af en byggevare. Der er ikke længere krav om mærkning af byggevaren, dog er det muligt at mærke frivilligt med ”dråbe-mærket”, hvis byggevaren er GDV-godkendt (se liste på www.godkendttildrikkevand.dk).


GDV-bekendtgørelsen gælder ikke for byggevarer af rent kobber, elforzinket stål eller varmforzinket stål. Den omfatter heller ikke rustfrit stål (legering EN 1.4000-1.4999), luftblandere, der er beregnet til at indgå i et armatur eller for byggevarer med meget lille kontakt med drikkevand i tid eller areal, herunder kartouchen.

Anbefaling til installatører
Med fjernelsen af mærkningskravet bliver det mindre synligt for installatører om en byggevare er sundhedsmæssigt godkendt. Som installatør kan man nemmest vide sig sikker på om en konkret byggevare lever op til krav efter Bygningsreglementets krav ved at benytte mærkede produkter. De nye regler åbner flere muligheder for at installatøren kan sikre sig dokumentation for den sundhedsmæssige godkendelse. Installatøren anbefales at sikre sig dokumentationen fra leverandøren, også når der er tale om bygherreleverancer. Kan leverandøren ikke dokumentere en godkendelse fra Danmark (GDV), Tyskland (KTW/DVGW), Holland (ATA) eller Sverige (gaffelmærke), kan installatøren ikke vide sig sikker på produktets godkendelse og risikerer at blive holdt ansvarlig for montering af et ulovligt produkt. Hvis byggevaren ikke bærer et synligt godkendelsesmærke og dokumentation ikke modtages er det derfor anbefalingen, at installatøren foreslår bygherre at anvende anden godkendt byggevare.

V-06/16

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.