Birger T. Christiansen

Birger T. Christiansen

Teknisk konsulent

btc@tekniq.dk

2333 9128

Nyt Bygningsreglement ændret igen

Til det nye Bygningsreglement, BR 15, der blev udgivet midt i december, er allerede kommet en ændring

Den nye ændring indeholder nogle præciseringer om godkendelse af statikere, og så gennemføres forbuddet mod oliekedler i visse områder. BR 15 åbner stadig for yderligere tekniske installationer i nybyggeriet og ikke mindst ved renovering af eksisterende byggeri.

BR 15 udgør lovgrundlaget for alt arbejde på bygninger i Danmark, herunder arbejde på vand-, afløbs- og kloakinstallationer. Alle autoriserede skal derfor være opmærksomme på at opdatere deres KLS-system, så der henvises til den gældende udgave af Bygningsreglementet.

I kapitel 8 om installationer er ikke sket store ændringer – en væsentlig ændring er dog, at krav til virkningsgrad for kedler og varmepumper er ændret til krav om dokumentation i forhold til Eco-design krav. En anden ændring er, at reglerne om centralvarmekedler med olie flyttes til kapitel 7 om energibesparelser. Herved er det efter 1. juli 2016 ikke længere tilladt at opsætte oliefyr baseret på fossil olie i områder med mulighed for fjernvarme eller gas.

For installatørerne åbner BR15 for yderligere indflydelse ved planlægningen af et byggeri, også ved en renovering. Der indføres krav om at bygningsopvarmning skal ”baseres” på vedvarende energi. Vedvarende energi er energi fra ikke-fossile kilder, eksempelvis vind, sol, bioolie, varmepumper osv. Det indebærer at al bygningsopvarmning i fremtiden skal komme fra VE i både nybyg og ved udskiftning af varmeforsyning i eksisterende bygninger. Forsynes bygningen med fjernvarme eller naturgas er bestemmelsen opfyldt. I områder uden fjernvarme eller naturgas gælder kravet ikke.

Som noget nyt indføres begrebet renoveringsklasse. En renoveringsklasse sammenstiller krav til nybyggeri med krav til en renovering. Det er således muligt at fravige de særlige U-værdikrav ved en renovering, hvis den eksisterende bygnings energiramme forbedres med minimum 30 kWh/m² pr. år. En sådan forbedring skal indbefatte anvendelse af vedvarende energi, eksempelvis solvarme. Anvendes muligheden for den frivillige renoveringsklasse stilles også krav til bygningens indeklima.

Af andre ændringer i BR 15 kan fremhæves, at ”Lavenergiklasse 2015” nu bliver minimumskrav for alt nybyggeri. Kravene har været kendt også efter BR10, og mange huse bygges allerede i dag efter denne klasse. Ligeledes er kravene til en bygning efter klasse 2020 indarbejdet i BR15.

Der er desuden i det nye reglement gennemført en række tekniske præciseringer og ændringer af korrekturmæssig karakter.

BR 15 indføres med en overgangsperiode, hvorfor der indtil den 30. juni 2016 er to gældende bygningsreglementer, nemlig BR 10 og BR 15.

Efter den 1. juli 2016 gælder alene BR 15.

Er et konkret byggeri påbegyndt i forhold til ansøgning eller anmeldelse til den stedlige byggemyndighed, vil det fremgå af byggetilladelsen, hvilket bygningsreglement, der er gældende for det konkrete byggeri. Der kan derfor opstå situationer, hvor et byggeri skal udføres efter BR 10, også efter den 1. juli 2016.

TEKNIQ har på 6 temamøder i efteråret præsenteret ændringerne i BR 15 og vil i løbet af foråret tilbyde kursus for medlemmerne om det nye Bygningsreglement, ligesom vi deltager ved flere kredsarrangementer i foråret.

Bygningsreglementet med tilhørende vejledninger findes gratis på Bygningsreglementet.dk, ligesom ”Videncenter for energibesparelser i bygninger” i samarbejde med Trafik- og boligstyrelsen har udarbejdet en ”kvik-guide” til BR 15, så det er muligt at få et hurtigt overblik over de væsentligste ændringer.

(T-05/2016)

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.