Kelvin Strømsholt

Kelvin Strømsholt

Konsulent

kas@tekniq.dk

7741 1581

2891 5520



EUX-elektriker

EUX-Elektrikeruddannelsen

EUX-elektrikeruddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse som elektriker med en gymnasial uddannelse. Det vil sige, man tager to uddannelser på samme tid. Ved endt uddannelse får man dels et svendebrev, dels et EUX-bevis, som giver direkte adgang til at søge ind på en videregående uddannelse.

EUX-elektrikeruddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse som elektriker med en gymnasial uddannelse. Det vil sige, man tager to uddannelser på samme tid. Ved endt uddannelse får man dels et svendebrev, dels et EUX-bevis, som giver direkte adgang til at søge ind på en videregående uddannelse.

EUX-elektrikeruddannelsen vil primært appellere til bogligt dygtige, ambitiøse og karriereorienterede unge. Det er en banebrydende uddannelse, som kan være med til at løfte det faglige niveau og dermed væksten og udviklingsmulighederne i branchen.

EUX-elektrikeruddannelsen er en vekseluddannelse på linje med den ordinære elektrikeruddannelse. Lærlingen skifter således mellem at være i praktik i en virksomhed og modtage undervisning på en erhvervsskole.

EUX-elektrikeren skal have 4 valgmoduler på uddannelsens hovedforløb. For at sikre synergi og tværgående projekter mellem de gymnasiale- og elektrikerfaglige fag er det skolen, som på forhånd har valgt 4 moduler. Nogle skoler har mere end ét eux-spor, forstået sådan, at de på forhånd sammensatte moduler kan pege mod forskellige markedsområder i branchen. Virksomheden kan med fordel anvende sin ret til frit skolevalg, så lærlingen kommer på en skole med et eux-spor, der matcher virksomhedens forretningsområde.

De gymnasiale fag vil være dansk på A-niveau, matematik på op til A-niveau, engelsk på B-niveau, samfundsfag på C-niveau, kemi på C-niveau, fysik på op til A-niveau, teknikfag på A-niveau og informationsteknologi på C-niveau. Herudover skal man dels lave en større skriftlig opgave, dels et skriftligt eksamensprojekt, der minimum skal omfatte et fag på B-niveau og et fag fra erhvervsuddannelsen.

Uddannelsens varighed er 5 år inklusiv grundforløbet på 1 år.

På hovedforløbet er der 63,6 skoleuger, som er fordelt på 4 skoleperioder. De første 3 perioder er hver på 20 uger, og den sidste, som er svendeprøve og eux eksamensprojekt, er på 3,6 uger.

Uddannelsesaftale

Der skal indgås en uddannelsesaftale mellem virksomheden og lærlingen før eller efter grundforløbet. Grundforløbet er 40 uger, og i den periode skal lærlingen finde en virksomhed, som vil indgå uddannelsesaftale for en EUX-elektrikeruddannelse.

Uddannelsesblanketten ligger i elektronisk version på hjemmesiden elektrikeruddannelsen.dk

Det er en forudsætning for at uddanne EUX-elektrikere, at virksomheden er godkendt til at uddanne elektrikerlærlinge.

Læs om godkendelse til at uddanne lærlinge i linket til højre.

Løn og ansættelsesvilkår

Forholdene vedrørende løn- og ansættelse er de samme som for den ordinære elektrikeruddannelse. De første tre måneder af praktiktiden - efter indgåelse af uddannelsesaftalen – betragtes som en prøvetid, hvor begge parter kan opsige aftalen.

Hvis lærlingen i løbet af uddannelsen ikke kan klare de gymnasiale fag, betragtes det ikke som gyldig årsag til at ophæve kontrakten. Lærlingen har i sådanne tilfælde krav på at fortsætte som almindelig elektrikerlærling.


Senest opdateret 31-05-2016

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.