EUX-vvs- og energispecialistuddannelsen

EuX-vvs og energi

EUX-vvs- og energispecialistuddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse som vvs’er med en gymnasial uddannelse. Det vil sige, at man tager to uddannelser på samme tid. Ved endt uddannelse får man dels et svendebrev, dels et EUX-bevis, som giver direkte adgang til at søge ind på en videregående uddannelse.

EUX-vvs- og energispecialistuddannelsen vil primært appellere til dygtige, ambitiøse og karriereorienterede unge. Det er en banebrydende ny uddannelse, som kan være med til at løfte det faglige niveau og dermed væksten og udviklingsmulighederne i branchen.

EUX-vvs- og energispecialistuddannelsen er en vekseluddannelse på linje med den ordinære vvs-energiuddannelse. Lærlingen skifter således mellem at være i praktik i en virksomhed og modtage undervisning på en erhvervsskole.

De gymnasiale fag vil være dansk på A-niveau, matematik på op til A-niveau, engelsk på B-niveau, samfundsfag på C-niveau, kemi på C-niveau, fysik på B-niveau, teknikfag på A-niveau og informationsteknologi på C-niveau. Herudover skal man dels lave en større skriftlig opgave, dels et skriftligt eksamensprojekt, der minimum skal omfatte et fag på B-niveau og et fag fra erhvervsuddannelsen.

Uddannelsens varighed er 8 måneder længere end den ordinære lærlingeuddannelse. Derved vil eux-vvs- og energispecialistuddannelsen vare 4 år og 9 måneder.

Uddannelsesaftale

Der skal indgås en uddannelsesaftale mellem virksomheden og lærlingen før eller efter grundforløbet. Grundforløbet er 39 uger og i den periode skal lærlingen finde en virksomhed, som vil indgå uddannelsesaftale for en eux-vvs- og energispecialistuddannelse.

Uddannelsesblanketten, der er den samme som anvendes til vvs-energiuddannelsen, udleveres af den lokale erhvervsskole og underskrives af parterne. Vær hér opmærksom på, at der under uddannelsesblankettens punkt 3 skal tilføjes "med EUX" efter vvs- og energispecialistuddannelsens navn.

Det er en forudsætning for at uddanne EUX-vvs-energispecialister, at virksomheden er godkendt til at uddanne ordinære vvs-energilærlinge.

Læs om godkendelse til at uddanne lærlinge i linket til højre.

Løn og ansættelsesvilkår

Forholdene vedrørende løn og ansættelse er de samme som for den ordinære vvs-energiuddannelse. De første tre måneder af praktiktiden – efter indgåelse af uddannelsesaftalen – betragtes som en prøvetid, hvor begge parter kan opsige aftalen.


Senest opdateret 23-11-2015

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.