Uddannelsesaftale

Uddannelsesaftale ny

Når en installationsvirksomhed har besluttet sig for at ansætte en lærling i virksomheden, skal arbejdsgiver og lærling underskrive en uddannelsesaftale.

En uddannelsesaftale

  • Er en kontrakt mellem virksomhed og lærling, som dækker både skole- og praktikperioder.
  • Erstatter en ansættelseskontrakt og skal følge reglerne om arbejdsgiverens pligt til oplysning af den ansatte, som gælder nationalt og i EU-sammenhæng, vedrørende løn, ferie, vilkår for ansættelsesforholdet, registre mv.
  • Skal være underskrevet af begge parter, inden lærlingen starter på uddannelsen. Er lærlingen under 18 år, skal forældre eller værge også underskrive uddannelsesaftalen.
  • Er samtidig en tilmelding til en erhvervsskole. 

Forkortelse og forlængelse af uddannelsesaftalen

Forkortelse af uddannelsesaftalen kan ske, hvis lærlingen har relevant erhvervserfaring eller har gennemført dele af eller en hel uddannelse.

Forlængelse af uddannelsesaftalen kan ske, hvis lærlingen fx bliver syg, dumper en prøve eller ønsker orlov i forbindelse med graviditet og barsel.

Ansøgning om forkortelse eller forlængelse af uddannelsesaftalen sker via selvbetjeningen på EVUs hjemmeside.

Prøvetid for lærling og virksomhed

De første 3 måneder af uddannelsesforholdet er en gensidig prøvetid. I prøvetiden kan uddannelsesaftalen opsiges af begge parter uden særlig begrundelse og uden varsel. Skoletid medregnes ikke i prøvetiden. Ved sygefravær i mere end en måned i prøvetiden forlænges prøvetiden tilsvarende.

Efter prøvetiden kan uddannelsesaftalen som hovedregel ikke opsiges, medmindre lærlingen og virksomheden er enige om det. 

Der er kun prøvetid én gang mellem samme aftaleparter, også selv om forskellige aftaletyper kombineres.

Skift af speciale i uddannelsestiden

Hvis uddannelsesaftalen skal ændres, fx fordi der skiftes speciale, skal der udarbejdes et tillæg til uddannelsesaftalen.

Aftaletyper

Den almindelige uddannelsesaftale

Aftalen omfatter alle praktik- og skoleophold - eventuelt bortset fra grundforløbet.

Kort uddannelsesaftale

En kort uddannelsesaftale skal indeholde mindst én praktikperiode og ét skoleophold i hovedforløbet. Aftalen kan altid forlænges eller omdannes til en almindelig aftale gældende for resten af uddannelsen.

Fra 1. januar 2018 kan korte uddannelsesaftaler kun indgås op til 2 gange mellem den enkelte lærling og samme virksomhed. Der er dog mulighed for en 3. gangs dispensation.

Kombinationsaftale

I en kombinationsaftale indgår lærlingen aftaler med to eller flere virksomheder, så delaftalerne tilsammen omfatter hele uddannelsen og de dertilhørende skoleophold.

Delaftale

En delaftale er en uddannelsesaftale om delvis praktikuddannelse og kan således ikke omfatte skoleophold. Aftalen skal indgås mellem en skolepraktiklærling og virksomheden med skolen som formidlende led. Der er ingen tidsmæssig begrænsning for varigheden af en delaftale ud over den naturlige begrænsning, der ligger i, at delaftalen kun kan omfatte én praktikperiode.

Fra 1. januar 2018 kan en delaftale kun indgås og gennemføres én gang for den enkelte lærling i samme virksomhed.

Virksomhedsforlagt praktikuddannelse (VFP)

VFP kan højst vare tre uger for den enkelte lærling i samme virksomhed og højst vare seks uger af elevens samlede praktikuddannelse. Der indgås ikke en uddannelsesaftale, og der udbetales ikke løn.

Læs mere om aftale typer på elektrikeruddannelsen.dk


Senest opdateret 05-10-2018

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.