Få overblik over, hvilke ydelser der giver håndværkerfradrag, og hvordan man søger om fradraget. Der gives kun fradrag for arbejdsløn.
Fra 1. april 2022 er det slut med fradrag på håndværkeropgaver. Men indtil da er det stadig muligt at benytte håndværkerfradraget til installation af fx varmepumper. For at få fradrag for arbejde udført i 2021 skal arbejdet være betalt senest den 28. februar 2022. Vær opmærksom på, at fradraget falder fra 25.000 kr.- pr. person i 2021 til 12.900 pr. person i perioden fra 1. januar – 1. april 2022.
I 2021 er der i alt et fradrag på 50.000 kr. pr. person. Der gives fradrag på:
- 25.000 kr. pr. person for arbejdsløn til håndværksydelser til energiforbedringer og klimatilpasninger.
- 25.000 kr. pr. person for arbejdsløn til serviceydelser (herunder børnepasning, havearbejde og rengøring).
- Se hele listen over fradrag
I 2020 var der i alt et fradrag på 18.700 kr. pr. person. Der gives fradrag på:
- 12.500 kr. pr. person for arbejdsløn til håndværksydelser til energiforbedringer og klimatilpasninger.
- 6.200 kr. pr. person for arbejdsløn til serviceydelser (herunder børnepasning, havearbejde og rengøring).
Vær opmærksom på
- Der gives kun fradrag for arbejdsløn inkl. moms (ikke for materialer).
- Betalingen skal foregå elektronisk f.eks. dankort, Mobile Pay mv. (ikke kontanter).
- Dokumentation for udført arbejde skal gemmes.
- Håndværkerfradraget (servicefradraget) administreres af SKAT
Hvordan skal du skrive på din faktura?
Det er vigtigt, at din faktura overholder de almindelige regler. Den skal blandt andet indeholde dit CVR-nummer, fakturanummer og betalingsinformation. Derudover bør du specificere den del af prisen, der går til arbejdsløn.
Der kunne godt være en kunde, der ønsker så meget af udgiften til et arbejde faktureret som timeløn som muligt.
Vi gør her opmærksom på, at SKAT sandsynligvis vil foretage stikprøvekontroller i forbindelse med BoligJobordningen, og at en virksomhed kan komme voldsomt i klemme, hvis målestoksforholdet mellem udgifter til hhv. lønninger og materialer (som ikke er fradragsberettiget) på fakturaen ikke er retvisende.