Installationsbranchen vokser på Sjælland

Pressemeddelelse udsendt på vegne af TEKNIQ-rådsformændene med regionale tal og citater.

I 2018 kunne de danske el- og vvs-virksomhederne notere en vækst på fire procent. Og i Region Sjælland voksede installatørernes omsætning for tredje år i træk. Det viser den årlige markedsanalyse fra brancheorganisationen TEKNIQ. Her forventer man, at fremgangen bliver ved de kommende år – men i reduceret tempo.

El- og vvs-branchen voksede i 2018 med fire procent på landsbasis. Et resultat, som dog blev overgået af de sjællandske el- og vvs-virksomheder, der i 2018 oplevede en fremgang i omsætningen på 5,6 procent – det er tredje år i træk med vækst for de sjællandske installationsvirksomheder.

De opløftende tal præsenteres i den årlige markedsanalyse fra brancheorganisationen TEKNIQ, som netop er blevet offentliggjort.

”Heldigvis er det lykkedes for installationsvirksomhederne i regionen at ride med på den økonomiske vækst, vi har oplevet i hele Danmark de senere år. Men der har samtidig været tale om vækst i et tempo, hvor virksomhederne stadig kan følge med,” siger Tomas Kudsk, formand for TEKNIQ-råd Sjælland, der repræsenterer el- og vvs-installationsvirksomhederne i regionen.

Hos TEKNIQ forudser man, at væksten vil fortsætte de næste par år – men dog i et mere adstadigt tempo.

”Der er stadig store byggeprojekter i regionen, men mange af dem bliver også afsluttet de kommende år. Heldigvis ser det ud til, at sjællænderne er villige til at bruge penge på deres boliger, og det vil forhåbentlig også smitte af på installatørernes ordrebøger,” siger Tomas Kudsk.

TEKNIQs analyse viser, at arbejdsløsheden blandt elektrikere og vvs’ere er meget lav.

”Derfor vil den største udfordring for de sjællandske installatører også være at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Men hidtil er det lykkedes at løfte opgaven ved eksempelvis at ansætte stadig flere lærlinge, udlændinge og ufaglærte,” siger Tomas Kudsk.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.