Boligejere i Region Hovedstaden har et urealistisk billede af deres boliger

Boligerne i hovedstadsregionen er i langt dårligere energistand, end deres ejere tror. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Boligejerne i Region Hovedstaden har et urealistisk billede af deres boligers energimæssige stand. 85 procent mener således, at deres bolig er i gennemsnitlig eller bedre energimæssig stand. Kun 13 procent af deltagerne mener derimod, at deres bolig er i lidt eller meget dårligere energimæssig stand end gennemsnittet.

Det viser svarene i en ny befolkningsundersøgelse udført af analysefirmaet YouGov for TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Tallene står i stærk kontrast til de energimærker, boligerne i Region Hovedstaden blev udstyret med i 2019. En ny opgørelse fra Energistyrelsen viser således, at 55,1 procent af boligerne i regionen er udstyret med energimærke D eller dårligere, mens kun 20,1 har energimærke B eller bedre.

”Der kan være mange forklaringer på, at der er så stor forskel på boligejernes egen opfattelse af deres hjems tilstand og så de energimærker, boligerne i regionen får tildelt. Men en del af årsagen skal nok findes i, at de færreste boligejere faktisk er klar over, hvor meget der egentlig er at spare – både når det gælder energiforbrug og økonomi – ved at energirenovere boligen,” siger Lars Dyrstrøm, vvs-installatør og medlem af TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd for Region Hovedstaden, der repræsenterer el-, vvs- og metalvirksomheder i regionen.

Deltagerne i befolkningsundersøgelsen er også blevet spurgt om, hvor de tror, der er størst behov for energiforbedrende tiltag i deres bolig. På førstepladsen i hovedstadsregionen kommer udskiftning af vinduer/døre (24 procent) efterfulgt af installation af solceller (17 procent) og installation af en varmepumpe (11 procent).

”Det skyldes nok, at nye vinduer er lettere at forholde sig til for boligejerne i regionen end det at skulle omstille ens energi- og varmeforbrug til vedvarende energi. Derfor er der brug for, at vi som installatører gør, hvad vi kan, for at informere om de muligheder og det enorme sparepotentiale, der er at hente ved eksempelvis at skifte til en varmepumpe,” siger Lars Dyrstrøm.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.