DEBAT: Hvor bliver den faglige stolthed af i Region Hovedstaden?

Debatindlæg sendt på vegne af de regionale rådsformænd med regionale tal og eksempler.

Det kniber stadig gevaldigt med at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse i Region Hovedstaden. Skal vi ændre på det, er der brug for, at kommunerne bliver endnu bedre til at lære af hinanden og styrker samarbejdet med både erhvervsskoler og lokale virksomheder.

25 procent. Så stor en andel af en ungdomsårgang skulle efter planen i år have valgt en erhvervsuddannelse. Men sådan er det langtfra gået – og slet ikke i Region Hovedstaden, hvor facit er, at sølle 13,9 procent af de unge satte kursen mod erhvervsskolerne, da de skulle vælge den videre vej efter folkeskolen. Det gør regionen til den klare bundskraber, og det er bare ikke godt nok!

Der er dog stor forskel på, hvor godt eller skidt de enkelte kommuner har klaret sig. I Frederikssund er det således lykkedes at få hele 28,6 procent af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse (5,1 procent mere end i 2017). Til gengæld er det kun sølle tre procent af de unge i Gentofte og 5,4 procent i Hørsholm, der vælger den samme vej.

En del af forklaringen kan naturligvis være et spørgsmål om traditioner og social arv. Men der er ingen tvivl om, at der også er stor forskel på, hvor stor en indsats de enkelte kommuner lægger i arbejdet med at bryde de unges (og deres forældres) gymnasiale vanetænkning. Det skal vi have ændret på.

Derfor er der brug for, at alle kommuner skruer op for indsatsen, når det gælder om at åbne de kommende ungdomsårganges øjne for de mange muligheder, man får som faglært.

De dygtige kommuner kan med fordel hjælpe med at inspirere de kommuner, hvor det halter med at få gang i rekrutteringen til erhvervsskolerne. Samtidig kan vi kun opfordre til et tættere samarbejde med både erhvervsskolerne og de lokale virksomheder, hvis vi for alvor skal få knækket den faglærte kurve i den rigtige retning. Derudover må kommunerne gå aktivt ind og sætte mål for, hvor mange unge de vil have ind på erhvervsuddannelserne og så finde ud af, hvordan det skal lykkes.

For det KAN lade sig gøre at vende udviklingen. Det kan man eksempelvis se i Ballerup, som er den kommune i landet, der har haft den største fremgang i andelen af unge, som vælger en erhvervsuddannelse – med hele otte procentpoint i forhold til sidste år – så man nu er oppe på 22,3 procent.

Her har man satset på både bedre skolevejledning i folkeskolerne, etablering af et uddannelsesforum, oprettelse af 10. klasse (Talent10) på en af de lokale erhvervsskoler, agentforløb, uddannelsesmæssige speeddating-arrangementer og en adoptionsordning, hvor hele skoleklasser adopteres af lokale virksomheder.

Altså en bred indsats, der har haft stor effekt, og som vi håber kan inspirere andre kommuner i Region Hovedstaden.

Vi har brug for at sætte fokus på den faglige stolthed og på, at det ikke er ”mindre fint” at vælge en uddannelse som eksempelvis elektriker, vvs-energispecialist eller industritekniker, end det er at gå den slagne gymnasievej.

Alternativet er, at vi bare fortsætter i samme spor og derfor om få år kommer til at stå med en akut mangel på faglærte, samtidig med at kommunernes vækst og udvikling bliver bremset. Og det er ingen vel interesserede i – heller ikke i hovedstadsregionen?

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.