Indbyggerne i Region Syddanmark tøver med at skifte til elbil

Bilfolket i Syddanmark er sådan set klar til at investere i en elbil. Men før de grønne, motoriserede ambitioner realiseres, skal prisen på bilerne ned og opladningsmulighederne forbedres. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Det er ikke manglende vilje hos de potentielle bilkøbere, som bremser udbredelsen af elbiler i Syddanmark. Men inden de eldrevne køretøjer for alvor kommer til at indtage de syddanske garager og veje, er det nødvendigt, at de bliver både billigere og lettere at få ladet op. Det er en af konklusionerne i en ny befolkningsundersøgelse, som brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne har gennemført i samarbejde med analysefirmaet YouGov blandt 2.000 danskere.

Undersøgelsen viser, at rigtig mange i regionen (71 procent) er klar til at købe en elbil. Det er dog kun 10 procent, der er villige til at gøre det, som situationen er lige nu. 46 procent vil vente, til bilerne bliver billigere, og 31 procent til det bliver lettere at lade bilerne op (det har været muligt at markere flere svar).

”Undersøgelsen viser, hvor stort behovet er for, at kommunerne i Region Syddanmark intensiverer arbejdet med at sammensætte en konkret strategi for, hvordan de vil sætte fart i opstillingen af ladestandere,” siger Claus Boel, direktør i Olesen & Jensen A/S og medlem af TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd for Region Syddanmark, der repræsenterer el-, vvs- og metalvirksomhederne i regionen.

Han hæfter sig ved, at det kun er 21 procent af de syddanske deltagere i undersøgelsen, som helt afviser muligheden for at købe en elbil.

”Indbyggerne i Syddanmark er med andre ord interesserede i elbilerne. Men skal interessen omsættes til handling er der altså brug for flere offentligt tilgængelige ladestandere – noget, der ifølge undersøgelsen i nogen eller høj grad vil have betydning for lysten til at købe en elbil hos 60 procent af indbyggerne i Region Syddanmark,” siger Claus Boel.

Og der er et stort potentiale for at reducere CO2-udledningen på de syddanske veje. Undersøgelsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne viser således, at det kun er to procent af de adspurgte i regionen, der allerede ejer en elbil.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.