Sjællandske boligejere holder på feriepengene

Pressemeddelelse udsendt på vegne af de regionale rådsformænd med regionale tal.

40 procent af boligejerne i Region Sjælland, som får udbetalt deres indefrosne feriepenge, regner med at bruge dem til opsparing. Lokale virksomheder håber dog, at flere sjællændere stadig kan overbevises om fornuften i at sætte feriepengene i arbejde.

En stor del af de sjællandske boligejere, som netop har fået mulighed for at få deres indefrosne feriepenge udbetalt, regner med at bruge pengene til opsparing. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov af godt 2.000 danske boligejere. Blandt de sjællændere, der regner med at få pengene udbetalt, forventer 40 procent at bruge dem som opsparing. Dermed er de på linje med det tilsvarende tal for hele landet, som er på 42 procent.

”Det har jo hele tiden været meningen, at feriepengene skulle være med til at øge aktiviteten i bl.a. Region Sjælland, så det er da ærgerligt, at så mange boligejere åbenbart vælger at holde på pengene. Jeg håber dog stadig, at flere i sidste ende vil vælge at bruge pengene – eksempelvis på at renovere deres hjem,” siger Tomas Kudsk, formand for TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd for Sjælland, der repræsenterer regionens el-, vvs- og metalvirksomheder.

Han glæder sig til gengæld over, at den næstmest populære måde at bruge feriepengene på tilsyneladende er at investere i boligen – fx i energiforbedringer. Det svarer 34 procent af de sjællandske boligejere, der vil have pengene udbetalt, mens 16 procent peger på dagligdagsforbrug.

”Interessen ER altså til stede hos de sjællandske boligejere, når det gælder om at forbedre deres hjem. Nu skal vi bare have endnu flere til at følge trop. For det er en investering, som ofte vil betale sig hjem igen på få år i form af en markant lavere energiregning. Og hvis nu politikerne på Christiansborg vil bakke op ved for eksempel at styrke håndværkerfradraget, kan det formentlig sætte endnu mere fart i de private boligejeres lyst til at energirenovere,” siger Tomas Kudsk.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.