Få vandet til at flyde igen – uden skader

Pressehistorie udsendt på vegne af udvalgte TEKNIQ-rådsmedlemmer med individuelle citater til lokale og regionale medier.

Frosne vandrør kan få de fleste midtjyske bolig- og sommerhusejere til at gå i panik. Men ifølge lokal vvs-installatør gælder det om at bruge hovedet, inden du går i gang med at tø rørene op, hvis du vil undgå store og dyre vandskader – eller det der er værre.

Vinteren er over os, og med den følger risikoen for frosne vandrør.

Det er næppe ny viden for ret mange, at vand fryser, når temperaturen kommer under 0°C. De færreste er dog klar over, at isolering i sig selv ikke er en sikkerhed mod frosne vandrør. Isoleringen forsinker frysningen, ligesom når vi har en jakke på i koldt vejr. Står vi for længe ude i kulden, begynder vi også at fryse. Og vores krop har endda et indbygget fyr til at holde os varme.

”Stillestående vand og frostvejr er en skidt kombination, når vi taler om vandrør. Selv hvis rørene er godt isolerede, kan de stadig fryse til hvis man fx er på ferie eller ikke bruger vand i den ene ende af huset et stykke tid,” forklarer Jesper B. Hansen, vvs-installatør hos Carsten B. Hansen ApS i Herning og medlem af TEKNIQ-råd Midtjylland.

Når der ikke kommer vand ud af hanen ved heftig frost udenfor, kan det være tegn på, at et vandrør er frosset. Første skridt er ifølge Jesper B. Hansen at lokalisere proppen. Den kan være ved en åbning til det fri, hvor frostkold vind kan køle røret ned. Åbningen kan også være i rørets isolering.

Hold øje med vandmåleren

Han advarer mod, at man i panik hiver alskens varmeaggregater frem, hvis rørene fryser.

”Det kan til tider komme bag på os som vvs’ere, hvad boligejere gør for at få tøet rørene op så hurtigt som muligt ved hjælp af alt fra svejseapparater til åben ild. Løsninger som naturligvis ikke kan anbefales,” siger Jesper B. Hansen.

Vælger man alligevel at bruge eksempelvis en varmeblæser, er det vigtigt, at man fjerner al den omkringliggende isolering og andet brandbart materiale først. Samtidig skal der hele tiden holdes godt øje under opvarmningen, så frost ikke ender med at blive afløst af en husbrand.

”Nå du så har fået tøet dine rør op, er det vigtigt, at du holder et vågent øje med din vandmåler, så du kan se, om der måske er opstået en utæthed i et af rørene, som vandet kan sive ud af. Ved at opdage det tidligt, kan du undgå, at en lille utæthed udvikler sig til en stor vandskade,” forklarer Jesper B. Hansen.

Han anbefaler, at du i det hele taget holder skarpt øje med udbedringsstedet, når røret er optøet, og lader vandet løbe ved sidste tapsted (i forhold til der, hvor vandet kommer ind i boligen), mens du rydder op og isolerer igen. Derved sikrer du at der er frisk (varmt) vand i rørene, så de ikke fryser med det samme igen.

”Hvis du stadig er i tvivl om, hvordan du skal få vandet til at flyde igen, når rørene fryser til, er det altid klogt at få hjælp fra en autoriseret vvs’er,” siger Jesper B. Hansen.

Sådan kan du starte optøningen

  • Undersøg hvor ”proppen” kan sidde. En sprække i isoleringen kan være nok, hvis kold frostluft kan trænge ind – for eksempel ved et åbent kældervindue
  • Luk op for vandet i håndvask eller badekar efter ”proppen”. Så opdager du, når den slipper.
  • Forsøg eventuelt at holde en flaske med varmt vand mod røret et kvarters tid. Det kan måske være nok til at tø ”proppen” så meget op, at vandet kan begynde at strømme. Lad herefter vandet strømme, mens du sikrer røret mod ny frysning – enten ved at tætne isoleringen eller lukke vinduet.
  • Virker det ikke, tilkald da en autoriseret vvs-installatør.
  • Vær ekstremt forsigtig med diverse opvarmningsaggregater.
Kilde: TEKNIQ Installationsbranchen

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.