VVS-overenskomstens regler om feriefridage og søgne- og helligdage for medarbejdere ansat på funktionærlignende vilkår findes i punkt 25, som der henvises til nedenfor.
Søgne- og helligdage
Der gives fuld løn på søgne- og helligdage og andre arbejdsfri dage.
Feriefridage fra fritvalgskontoen
Den enkelte medarbejder har i hvert ferieår ret til at holde indtil 5 feriefridage med betaling svarende til sædvanlig løn fra opsparingskontoen i det omfang, der er dækning på kontoen. Optjeningen til kontoen sker løbende i kalenderåret.
Læs om bestemmelsen i vvs-overenskomstens punkt 25, stk. 19.
Såfremt den funktionærlignende ansatte ikke er beskæftiget i virksomheden hele kalenderåret, enten på grund af til- eller fratræden, beregnes feriefridagene forholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsen i kalenderåret.
Feriefridagene placeres efter Ferielovens regler om restferie. Feriefridagene omregnes til og afvikles som timer inden for ferieåret. Der kan uanset jobskifte ikke afholdes flere feriefridage pr. ferieår end 5.
Opsparing til fritvalgskontoen
Der oprettes for alle funktionærlignende ansatte omfattet af overenskomsten en opsparingskonto, hvortil arbejdsgiveren i forbindelse med hver lønudbetaling overfører 8,35 % af den ferieberettigede løn.
Satsen indeholder feriegodtgørelse.
Opgørelse og udbetaling – det frie valg
Senest den 30. november i et optjeningsår, skal medarbejderen meddele arbejdsgiveren, hvorledes man ønsker at disponere saldoen på kontoen.
Udbetalingen af saldoen pr. 31. december kan således anvendes til en ekstraordinær pensionsindbetaling den 31. december samme år eller som en ekstraordinær udbetaling med decemberlønnen. Heri er indeholdt betaling for resterende feriefridage i det indeværende ferieår.
Såfremt en medarbejder fratræder, afregnes kontoen ved årsskiftet.
Administration af fritvalgskontoen
Der skal ved afholdelse af en feriefridag trækkes en dagløn i månedslønnen og udbetales et a conto beløb svarende til en dagløn fra fritvalgskontoen. En dagløn beregnes som månedslønnen divideret med 160,33 ganget med antallet af faktiske fraværstimer.