Undervisningsministeriet skød 184 % ved siden af
Kun 107 ellærlinge manglede praktikplads i februar. Undervisningsministeriet udsendte forkerte tal i årevis. Nu er fejlen rettet.
TEKNIQ pegede længe på, at noget måtte være galt. Alligevel udsendte Undervisningsministeriet i flere år alt for høje tal om, hvor mange lærlinge, der manglede praktikplads.Kæmpe fejlskud
Hele sidste år, hvor praktikpladsdebatten rasede i medierne, var der i gennemsnit 121 elektrikerlærlinge, som ventede på en praktikplads.
Men ministeriet havde talt forkert og mente dengang, at køen var næsten tre gange så lang, nemlig på 344 praktikpladssøgende. Et fejlskud på 184 procent.
- Vi undrede os meget over tallene og gjorde flittigt opmærksom på, at ministeriets optælling ikke kunne passe. Fejlen var enkel: Man havde talt elever, der manglede grundforløbet med i antallet af praktikpladssøgende, siger Tina Voldby.
Fortsat stort behov
Selvom der er markant færre, som mangler praktikplads, er der fortsat brug for, at flere virksomheder i installationsbranchen tager en lærling:
- Vi arbejder fortsat for at få oprettet endnu flere praktikpladser, for der er ingen tvivl om, at vi i årene fremover får brug for endnu flere dygtige faglærte i installationsbranchen, siger Tina Voldby.