TEKNIQ er klar til Building Green
TEKNIQs budskab er klart på messen Building Green: Installatøren har det grønne overblik.
Installationsvirksomhederne sidder med nøglen til fremtidens grønne bygninger i Danmark, når elektrikerens intelligente installationer og overvågning mikser sig med vvs’ernes velkomponerede ventilationssystemer og vandbesparende armaturvalg.Derfor bruger TEKNIQ messen Building Green, som afholdes 28. og 29. oktober i Forum, København, til at sætte fokus på vedvarende energiløsninger og grønne byggeteknologier.
– Installatøren kan levere det tekniske overblik i mange former – også på en eksklusiv måde, fortæller underdirektør Simon O. Rasmussen fra TEKNIQ.
På TEKNIQs stand kan du eksempelvis se videooptagelser, der viser, hvordan en B&O-butik – i samråd med elinstallatøren – får installeret intelligent bygningsautomatik, som sikrer, at en række funktioner kan styres via tablets og smartphones.
Smarthome
Sikringsgruppen, der er en sektion under TEKNIQ, deltager også på messen. Sikringsgruppen deltager i seminaret ”Smarthome – den tænkende ejendom” den 28. oktober kl. 11.45 på Energiens Torv.– Udover at være bæredygtige skal fremtidens bygninger også være sikre og trygge boliger og arbejdspladser, siger TEKNIQ-konsulent Mads Risgaard Knudsen, der er tovholder for Sikringsgruppen.
På messens anden dag, den 29. oktober klokken 09.15, er der ventilation på programmet. TEKNIQ holder et seminar om LVE-ordningens mulige afløser. Her deltager FAV (Foreningen af Ventilationsfirmaer) naturligvis.
Building Green
- Messen Building Green afholdes for femte gang den 28. – 29. oktober 2015 i Forum København.
- Du finder TEKNIQ på stand nummer 139.
- TEKNIQ er hovedarrangør af to oplæg: 28. oktober klokken 11.45 på Energiens Torv er det om ”Smarthome – den tænkende ejendom”. 29. oktober klokken 09.15 er der seminar om LVE-ordningens mulige afløser.
- Building Green er Danmarks største fagmesse for bæredygtige, grønne og energieffektive bygninger og bygningsteknologier.
- Årets program indeholder mere end 80 talere og 25 seminarer. Her får du mulighed for at holde dig ajour med de nyeste trends, politiske tendenser og innovative nyheder fra branchen.
- I 2014 lagde knap 5.000 besøgende vejen forbi.
- Gratis adgang, men du skal printe en billet i forvejen. Det gør du her.