Anne Birkelund

Anne Birkelund

Kommunikationschef

anb@tekniq.dk

7741 1566

3035 2151

Enige politikere: Tekniske løsninger kan fordrive CO2

foto-fra-klimakonference

Der var bred enighed hos både politikere fra Christiansborg, arbejdsgiver og arbejdstagere: Teknikken skal og vil spille en central rolle i at fordrive CO2 og dermed nå 70 procents målsætningen.

Både tidligere finansminister Kristian Jensen(V) og Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen(Ø) var enige om at der skal handles langt mere på klimainitiativer end tilfældet er nu, især fordi løsningerne findes derude.

”Vi ved, at der er løsninger, som ligger ligefor, så vi skal i gang med klimahandlingsplanen hurtigst muligt. Klimaet er mere interesseret i handlinger end i rammelovgivninger. Vi er kun et foregangsland, hvis vi går foran andre lande, og ikke bare flytter CO2 rundt til andre lande,” sagde Kristian Jensen.

På konferencen blev der både talt om grøn bygningsopvarmning og elbiler, hvor Søren Egge Rasmussen gerne vil gøre endnu mere: ”Vi står foran en kæmpe opgave, som sætter danskerne på prøve. Det er imponerende, hvor langt Norge er nået, og jeg mener, at vi i gøre det nemmere at køre i elbil i Danmark,” sagde han. 

Også forslaget om en grøn BoligJobordning, der indeholder fradrag for opsætning og materialer til varmepumper og ladestandere til elbiler, var til debat. Her sagde Kristian Jensen: ”Jeg er belastet af min fortid, så jeg ved, at afgifter virker, og at der findes dynamiske effekter. Dem skal vi bruge til at fremme det grønne valg. BoligJobordningen har vi blandt andet brugt til for at sikre ”hvidt” arbejde, at få gang i beskæftigelsen - og nu måske til flere grønne investeringer.”

Konferencen og debatten var arrangeret af Dansk El-forbund, Tekniq Arbejdsgiverne og Blik- og Rørarbejderforbundet, og de var optimistiske oven på dagens faglige oplæg og politisk debat: 

”Eksperterne siger meget klart, at de tekniske løsninger skal være en stor del af vejen til mindre CO2, og samtidig ser det ud til, at politikerne er klar til at handle på det,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne. 

På konferencen fremlagde de tre arrangører af konferencen deres fælles anbefalinger til den danske klima og energipolitik, der blev mødt af rosende ord fra både oplægsholdere og politikere. 


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.