Velkommen til en skarp og fokuseret organisation

Fusionen mellem TEKNIQ og Arbejdsgiverne blev torsdag fejret med en festlig velkomstdag, hvor deltagerne fik inspiration fra en lang række prominente talere.

TEKNIQ Arbejdsgivernes velkomstdag

Et festligt jazz-orkester sørgede for, at TEKNIQ Arbejdsgivernes velkomstdag blev skudt i gang med både fanfarer og trommehvirvler. Dagen, der blev afholdt på ”The Plant” i København, var dels en fejring af en vellykket fusion mellem de to organisationer og dels en dag, hvor der via en række inspirerende oplæg blev sat fokus på de nye muligheder og udfordringer, som virksomhederne står overfor i 2019.

Den nyudnævnte formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne, Henrik Fugmann, konstaterede, at han efter en vellykket fusion havde glædet sig til at byde velkommen til velkomstdagen, da det var TEKNIQ Arbejdsgivernes første store arrangement som samlet organisation. 

"Vi startede dagen med musikken. Men for os, der er samlet her, starter det oftest med teknikken. Det er også kendetegnet for TEKNIQ Arbejdsgiverne," lød det fra den rimende formand.

Han fastslog, at sammenlægningen ikke bare betyder en større organisation, men også en stærkere og en bedre organisation til gavn for både medlemmer og samarbejdspartnere.

"Vores omverden vil komme til at opleve os som en skarp og fokuseret organisation, der repræsenterer en vigtig del af dansk erhvervsliv – nemlig de tekniske virksomheder. Vi er ikke en rodebutik for alle og enhver, men en organisation for virksomheder, der lever af at sælge tekniske løsninger. Fra varmepumper til intelligente bygningsinstallationer, fra ventilation og køl til automatisering og sikring, fra vindmølletårne til beslag," konstaterede Henrik Fugmann og fortsatte:

"Det er tekniske løsninger til byggeri og industri. Og det er ofte skræddersyede løsninger, der kræver specialiseret viden og kompetencer. Det er det, der binder os sammen. Og det er er stærkt samlingspunkt."

Derefter gik en række prominente talere på scenen for at give de fremmødte medlemmer inspiration til, hvordan man driver en succesfuld forretning i en tid, hvor teknologien og kundernes vaner udvikler sig med ekspresfart.


Hans Henrik Beck

"I skal ikke gå og sige, at folk hele tiden vil have lavere priser. Når virksomheden Danone, som producerer Evian-flaskevand, kan tage 20 kroner for en halv liter, så passer det udsagn ikke," lød det fra Hans Henrik Beck, der er administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden Qvartz og en af konsulenterne på rapporten Installation 4.0, som TEKNIQ har udgivet. 


Connie Hedegaard

"I fremtiden bliver det helt afgørende for virksomheder at have en strategi for bæredygtighed, for i disse år sker der nogle store ”drej” i forhold til, hvordan forbrugerne – jeres kunder – ændrer holdninger til klimaspørgsmål," lød det fra Connie Hedegaard, der er formand for Concito og forhenværende minister og EU-kommissær. 


Hans Henrik Lindboe

Hans Henrik Lindboe fra Ea Energianalyse fortalte om elektrificeringens muligheder for vvs- og el-brancherne. Hvis vi skal nå det mål, som politikerne har sat, skal vi væsentlig op i hastighed. 


ELCON

GS-Eurolaser

GK Danmark

De fremmødte blev også inviteret en tur ind i Løvens Hule, hvor tre medlemsvirksomheder præsenterede en forretningsidé og derefter blev udsat for en byge af kritiske spørgsmål fra Peter Warnøe, CEO i Nordic Eye Venture Capital – kendt fra TV-versionen af Løvens Hule – og Gyrithe Saltorp, adm. direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Den første forretningside blev præsenteret af Jesper Knudsen, adm. direktør i EL:CON. Han kaldte sit koncept værdibaseret prissætning 10 pct., hvilket går ud på at fokusere og italesætte alt det, der ligger udover timepriser og materialer. Ideen var ment som en øjenåbner for branchen og måtte gerne kopieres, sagde han med et glimt i øjet.

Den næste ide var fra Ronni Odd Kristensen, CEO, GS-Eurolaser A/S, der har opfundet en drejelig sokkel til vaskerimaskiner. Produktet er allerede udviklet og testet og er ved at blive patenteret.

Endelige præsenterede Jørgen Leivsgaard Christensen, adm. direktør, GK Danmark A/S, sit koncept, der går ud på at tilbyde nye services ved at bruge big data til at klarlægge forbruget i bygninger.

Peter Warnøe roste flere af ideerne, men var dog ikke selv klar til at investere i nogen af dem.

Løvernes Hule


Vincent Hendricks

Filosofiprofessoren Vincent Hendricks gav de fremmødte en opsang om de nye ledelsesmæssige dyder i en tid, hvor vi bliver overdænget med informationer døgnet rundt. Det nye sort er ikke længere mikrochips og olie. Der er kommet et nyt aktiv på markedet, nemlig opmærksomhed. Det er vor tid vigtigste – og knappeste – ressource, sagde han. Samtidig opfordrede han virksomhedslederne til at gøre det modsatte af, hvad folk forventer. Carpe diem – grib dagen, lød hans opfordring.


Niels Jørgen Hansen

"Det er afgørende, at vi har nogle gode lærlingeuddannelser, som er en del af et erhvervsuddannelsessystem, der er stærkt, anerkendt og kvalitetspræget. Det skal være et system, der fremstår som et ligeværdigt og attraktivt alternativ til gymnasiet," lød det fra TEKNIQ Arbejdsgivernes administrerende direktør Niels Jørgen Hansen. Han understregede, at TEKNIQ Arbejdsgiverne vil slås for at fastholde et erhvervsuddannelsessystem, hvor virksomhederne har et stort medansvar, selvom der er en tendens til, at nogle uddannelsesfolk mener, at rigtige uddannelser er skolebaserede uddannelser.


Velkomstdag





TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.