Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Lærlingetalenter er klar til DM i Skills – skal du også med?

Der bliver mulighed for at opleve håndværk i topklasse, når landets dygtigste lærlinge fra d. 4. april mødes i Næstved til DM i Skills. Blandt konkurrencefagene er både elektriker- og vvs-energiuddannelserne repræsenteret, og finalisterne er klar til nogle intense konkurrencedage.

Årets udgave af de danske mesterskaber for lærlinge, DM i Skills, nærmer sig hastigt. I år afholdes konkurrencerne i Næstved fra d. 4.-6. april.

Der er gratis adgang alle dage, og ifølge underdirektør hos TEKNIQ, Tina Voldby, er det en åbenlys mulighed for at møde fremtidens faglærte.

– DM i Skills har en kæmpe værdi, når det gælder om at markedsføre erhvervsuddannelserne for de unge og deres forældre og inspirere dem til at vælge at gå EUD-vejen. Samtidig er det en god oplevelse for virksomheder, kollegaer, venner og familie, der lægger vejen forbi arrangementet. Man kan både se og mærke det engagement, finalisterne kaster sig ud i konkurrencerne med – drevet frem af faglig stolthed, siger hun.

Derfor opfordrer hun også alle interesserede til at møde op til arrangementet for at følge duellen om det danske mesterskab.

Nervøs forventningsglæde

Den faglige stolthed er også tydelig, når man taler med finalisterne.

– Jeg havde ikke lige regnet med at gå videre, men det bliver da spændende at opleve. Når jeg først står der, vil jeg meget gerne vinde, men det første mål er at blive helt færdig med den opgave, vi får, så jeg kan vise, hvad jeg kan, siger elektrikerlærlingen Sebastian Gelardi, som til daglig er i lære hos Henrik Larsen ApS i Hjørring.

Han suppleres af vvs-energispecialist-lærlingen Jonas Manthey Holtzen-Larsen, der er på hjemmebane under DM i Skills i Næstved, hvor hans læreplads, Emil Hansen & Søn, også befinder sig.

– Det er super fedt at være kommet så langt – og måske også en smule angstprovokerende. Men jeg glæder mig da til at repræsentere min landsdel på hjemmebane kun fire kilometer fra min læreplads. Og jeg skal nok være forberedt på at både familie og venner dukker talstærkt op, siger han. 

 

Værd at vide om Skills 2019

  • Afholdes i Næstved fra d. 4.-6. april 2019
  • DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter.
  • Mesterskaberne er desuden med til at skærpe lærlingenes faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Læs mere på: www.skillsdenmark.dk


Mød finalisterne

TEKNIQ har lavet en række videointerviews med alle elektriker- og vvs-energispecialist-lærlingene. De vil frem mod DM i Skills løbende blive lagt på vores Facebookside. 

Du kan se de første film her: 

Frederik Rosantus Voigt (elektriker) 

Emil Brokholm Petersen (vvs-energispecialist) 


Finalisterne er: 

Elektrikerfinalisterne til Skills 2019

Elektriker:

  • Svend Ejnar Gedde Meyer, 21 år og i lære hos Faaborg El ApS 
  • Sebastian Gelardi, 19 år og i lære hos Henrik Larsen ApS i Hjørring 
  • Rasmus Alexander Grostøl Andersen, 22 år og i lære hos Stilling Køl & El ApS 
  • Jonas Thrane Bendt, 21 år og i lære hos Hoffmann A/S i Glostrup 
  • Frederik Rosantus Voigt, 20 år og i lære hos A&O Carstensen ApS i Næstved 


Skills - VVS

Vvs-energispecialist: 

  • Jannik Bjørnskov Sørensen, 19 år og i lære hos John Josefsen i Esbjerg 
  • Emil Wang, 23 år og i lære hos VVS & Taggruppen Entreprise i Rødovre 
  • Jonas Manthey Holtzen-Larsen, 23 år og i lære hos Emil Hansen & Søn i Næstved 
  • Emil Brokholm Petersen, 17 år og i lære hos Rahbek VVS i Brande


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.