Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Debat: Uddannelsesvalg skal baseres på oplysning og ikke på fordomme

Synspunkt: Vi har brug for flere faglærte i Danmark, og behovet vil kun blive større de kommende år. Det er et faktum, som gang på gang bliver fastslået af et samlet dansk erhvervsliv.

Alligevel mener Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø, det er urimeligt at kritisere de unge, der nærmest per automatik vælger gymnasiet frem for erhvervsskolen. Det synspunkt præsenterede hun i et debatindlæg i Fyns Amts Avis den 11. november.

Hendes indlæg var en reaktion på et tidligere læserbrev, hvor jeg gjorde opmærksom på behovet for at droppe den gymnasiale vanetænkning og i højere grad vende blikket mod erhvervsuddannelserne, når unge skal vælge den videre uddannelsesvej efter folkeskolen. Et argument, der ikke skulle ses som en kritik af de unge, hvilket også var blevet klart, hvis Birgitte Vedersø havde læst hele mit indlæg til ende.

Nej, mit argument er, at der er brug for et generelt opgør med den vanetænkning, som betyder, at langt hovedparten af en ungdomsårgang vælger den gymnasiale vej på baggrund af holdninger og fordomme hos både de unge, deres forældre og i høj grad også hos lærere og vejledere. Fordomme om, at man da ikke skal vælge en erhvervsuddannelse, hvis hovedet er skruet rigtigt på.

For intet kunne være mere forkert. Tværtimod er der brug for dygtige faglærte, som kan bruge både hoved og hænder og kombinere teori og praksis, hvis Danmark eksempelvis skal generobre pladsen i front for den grønne omstilling.

Problemet er bare, at der ikke har været tilstrækkeligt fokus på at få trukket flere bogligt dygtige unge ind på erhvervsskolerne. I stedet har erhvervsuddannelserne fået et skidt image som en uddannelsesmæssige blindgyde, man kun skal vælge, hvis man ikke kan andet.

Det er der mange årsager til, men en stor del af problemet opstår allerede i folkeskolen, hvor vejledningen i al overvejende grad fokuserer på gymnasiet og mulighederne her i stedet for ligeværdigt at fremhæve erhvervsuddannelserne som alsidige karriereveje og ikke kun som ”nødløsninger”.

Birgitte Vedersø mener også, det er gymnasierne, der bedst ruster de unge til at forstå tilværelsens større sammenhænge. Min påstand er, at man vel næppe kan blive bedre forberedt på tilværelsen som helhed og få en bedre forståelse for det samfund, vi kommer til at leve i, end ved at være på forkant med den teknologiske udvikling og selv være med til at omsætte teori til praksis. Noget, man eksempelvis kommer til med en elektriker-, vvs-energispecialist, -smede eller industriuddannelse.


Vores pointe er derfor ikke at slå de unge, som vælger en gymnasial uddannelse, i hovedet. Tværtimod. Men vi ønsker, at man dropper fordommene om, at en karriere som akademiker per definition er højere status end den praktisk anvendelige faglighed, man får med en erhvervsuddannelse.

Vi skal med andre ord gøre op med uddannelsessnobberiet og -vanetænkningen og betragte erhvervsuddannelser og gymnasier som ligeværdige muligheder med hver deres styrker - i stedet for at tro, at det ene er finere end det andet.

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.