Kampagne: Flere unge skal tage en industri- eller smedeuddannelse
Den 18. november 2019 har TEKNIQ Arbejdsgiverne sammen med Dansk Metal lanceret en kampagne, der skal få flere unge til at vælge en uddannelse inden for metalindustrien.
”Vi har brug for de unge, og vi vil gerne vise dem, hvordan de med en industri- eller smedeuddannelse kan være med til at forme Danmark. Det er en moderne branche med masser af gode jobmuligheder, hvor man kan arbejde med den nyeste teknologi, styre robotter, lave 3D-tegninger og programmere CNC-maskiner,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Omdrejningspunktet i kampagnen er en kort film, der viser eksempler på, hvad branchen beskæftiger sig med - og er med til at skabe.
I første omgang vil kampagnen køre på Facebook og Instagram fra mandag den 18. november og de kommende to uger med målrettede annoncer til de unge. Næste omgang bliver i forbindelse med DM i Skills i januar og igen op mod de unges uddannelsesvalg i marts 2020.
Som medlemsvirksomheder er I meget velkomne til at bruge filmen på jeres hjemmesider, i arbejdet på skolerne og erhvervslivet i øvrigt. Den kan hentes herunder - med eller uden undertekster.
Se filmen her
Link til filmen uden undertekster
Link til filmen med undertekster
Der er også oprettet et særligt website, som gradvist vil blive udbygget med mere information om uddannelserne og materiale til virksomhederne.
Tag en ekstra lærling
Virksomhederne spiller også en helt central rolle, når det gælder om at uddanne flere lærlinge. Derfor lancerer TEKNIQ Arbejdsgiverne samtidig kampagnen ”Tag en ekstra lærling”, der blandt andet skal hjælpe virksomhederne med gode råd til at ansætte lærlinge.
”Medlemsvirksomhederne gør allerede en stor indsats for at ansætte lærlinge. Men vi skal have uddannet endnu flere, og vi har derfor udviklet nogle værktøjer, som giver virksomhederne et overblik over, hvordan de sammensætter et godt uddannelsesforløb for lærlingene,” siger Tina Voldby.
Materialet er vedlagt det nye nummer af magasinet ”Industri & Teknik” (nr. 10), der kommer på gaden i denne uge. Det består af en mappe med 10 gode råd, når man ansætter lærlinge, og plakater med oversigt over uddannelsesforløb:
- 10 gode råd når du ansætter lærlinge
Mappe med de 10 råd i løsblade, som kan tages ud og bruges alt efter sammenhæng.
- 10 gode råd når du ansætter lærlinge - Oversigt over uddannelsesforløb – generelt (A2)
Plakat i A2 med generelt overblik over, hvad lærlingen lærer på skolen og skal lære i de mellemliggende praktikperioder.
- Oversigt over uddannelsesforløb for industriteknikere
- Oversigt over uddannelsesforløb for klejnsmede
- Oversigt over uddannelsesforløb for rustfaste smede
- Oversigt over uddannelsesforløb for landbrugsmaskinmekanikere - Oversigt over uddannelsesforløb – til afkrydsning (A3)
Plakat i A3 med plads til at afkrydse opnåede praktikmål for den enkelte lærling og dermed følge op på, om praktikmålene bliver opfyldt.
- Oversigt over uddannelsesforløb for industriteknikere
- Oversigt over uddannelsesforløb for klejnsmede
- Oversigt over uddannelsesforløb for rustfaste smede
- Oversigt over uddannelsesforløb for landbrugsmaskinmekanikere
Materialet kan desuden bestilles ved henvendelse på telefon: 43 43 60 00.