troels-blicher-danielsen-administrerende-direktoer

Troels Blicher Danielsen

Administrerende direktør

tekniq-arbejdsgiverne-linkedintekniq-arbejdsgiverne-twitter

7742 4232
7214 2017

tbd@tekniq.dk

En fremsynet vej ud af coronakrisen

Af Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne

I dag er det grundlovsdag og godt en måned siden, at jeg trådte ind ad døren hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

På det tidspunkt havde Danmark være lukket ned i halvanden måned, og telefonerne glødede. I krisens første uger blev de daglige telefonopkald til TEKNIQ Arbejdsgiverne femdoblet, og konsulenterne svarede hver dag på mange hundrede spørgsmål om blandt andet hjælpepakker, karantæneregler og lærlingeforhold.

Telefonstormen er nu stilnet af, og fra en medlemsundersøgelse gennemført i midten af maj ved vi, at 44 procent af medlemvirksomhederne har oplevet et fald i omsætningen under coronakrisen.

På papiret kan det tal se ud som om, at branchen er sluppet nådigt. Men desværre tyder intet på, at krisen er hurtigt overstået. Tværtimod kigger vi formentlig ind i en langvarig, global økonomisk krise. Og når en usikker økonomisk situation får erhvervsliv og private til at holde igen med større investeringer, så kommer virksomhederne uundgåeligt også til at mærke det. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, for mange virksomheder havde en solid ordrebog, da krisen ramte, men regningen vil komme på et senere tidspunkt.

Derfor arbejder TEKNIQ Arbejdsgiverne for at få medlemsvirksomhederne bedst muligt gennem en svær periode.

Som en håndsrækning til medlemmerne besluttede TEKNIQ Arbejdsgivernes bestyrelse at halvere medlemskontingent for årets andet kvartal. Halveringen af kontingentet kommer efter en generel kontingentnedsættelse, der blev gennemført i januar.

Det halverede kontingent vil betyde, at TEKNIQ Arbejdsgiverne går glip af indtægter for et tocifret millionbeløb. Men holdningen i bestyrelsen er, at der skal tages ansvar for at hjælpe medlemmerne, så det ikke kun er statskassen, der skal understøtte virksomhederne i en hård periode.

TEKNIQ Arbejdsgiverne presser også på politisk for at forbedre virksomhedernes vilkår. Et af de resultater, branchen kan glæde sig over, er, at det er lykkes at få en aftale i stand om tilbagebetaling af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB-midlerne). Det betyder, at virksomhederne får dækket en stor del af omkostningerne til at have lærlinge fra 1. maj 2020 til udgangen af 2020. Konkret gives der en refusion på 75 procent af lønnen for nuværende lærlinge, og 90 procent af lønnen for nye lærlinge. Og dertil kommer forhøjet refusion, når lærlingene er på skole.

TEKNIQ Arbejdsgiverne har også under coronakrisen leveret en række konkrete forslag på det energipolitiske område - både for at holde gang i hjulene hos virksomhederne og sætte yderligere tryk på den grønne omstilling. Etableringen af en tilskudspulje på 700 millioner kroner per år til at sætte fart på varmpumpe-salget er blot ét af flere forslag i den strakspakke, som blev fremlagt i april.

Derudover har TEKNIQ Arbejdsgiverne som partner i regeringens klimapartnerskab for bygge- og anlægssektoren leveret et katalog med 14 initiativer til, hvordan Danmark kan nedbringe CO2-niveauet ved at energieffektivisere og optimere driften af bygninger.

Men vi også brug for en mere langsigtet plan for, hvordan erhvervslivet – og dermed Danmark – kommer på fode igen. Det kan for eksempel være en halvering af momsen resten af året, så vi styrker og fastholder private arbejdspladser.

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.