Digitale installatører sætter skub i væksten
Regeringens nye digitale vækstplan, der blev præsenteret i dag, kan ifølge brancheorganisationen TEKNIQ sætte yderligere skub i brugen af ny teknologi til fordel for både samfundet, virksomhederne og den enkelte dansker.
Regeringen har i dag præsenteret en ny strategi, der skal bringe Danmark i den digitale førertrøje. Hos TEKNIQ Installationsbranchen, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, hilser man regeringens nye strategi velkommen.”Der er rigtig mange positive elementer i den nye strategi. Initiativerne matcher den virkelighed og efterspørgsel, som vi kender fra installationsbranchen,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ, og uddyber:
Niels Jørgen Hansen understreger, at det blandt andet er installationsbranchen, der skal være med til at sikre, at al den teknologi, der opfindes fremover, bliver omsat til konkrete projekter til gavn for både samfundet og den enkelte dansker. Netop derfor glæder man sig i TEKNIQ over, at regeringen nu blandt andet vil etablere en teknologipagt, der skal styrke danskernes tekniske og digitale kompetencer. Desuden vil regeringen afsætte 18 mio. kroner i 2018-2021 til øget digitalisering på erhvervsuddannelserne.
”Den teknologiske udvikling og øget digitalisering er allerede en del af el- og vvs-virksomhedernes forretningsgang. Med regeringens nye strategi kommer der endnu mere skub i den digitale udvikling ude i virksomhederne. Installationsvirksomhederne er praktikerne, der holder af ny teknologi, ikke på grund af selve teknologien, men fordi en digital og teknologisk udvikling er med til at skabe værdi for både kunderne og samfundet,” siger Niels Jørgen Hansen.