Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk

7741 1551

6069 8891

Jesper Melgaard

Jesper Melgaard

Presseansvarlig

7741 1582

2769 4569

jme@tekniq.dk

Kære politikere: Tag en dyb indånding, og besøg et klasselokale

Debatindlæg fra underdirektør i TEKNIQ,Simon O. Rasmussen. Bragt i Politiken fredag d. 15. marts.

Det kniber med at forvandle store løfter og fine ord til konkret handling, når politikerne på Christiansborg og ude i kommunerne diskuterer indeklimaet i landets folkeskoler. Det skal der ændres på nu!

Hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær.

Det er bare nogle få af de problemer, mange folkeskoleelever (og deres lærere) må slås med i en dagligdag, der foregår i dårligt ventilerede klasselokaler, hvor luften står stille, og CO2-niveauet hurtigt overstiger de anbefalede grænseværdier.

Det er der sådan set ikke noget nyt i. For selvom der de senere år er blevet offentliggjort en lang række undersøgelser, blandt andet fra DTU, som dokumenterer, at det står skidt til med indeklimaet i hovedparten af folkeskolerne, så kniber det stadig med at få politikerne til at handle.

Både forskere, fagfolk og eleverne selv har gang på gang forsøgt at råbe de folkevalgte – både i de velventilerede kontorer på Christiansborg og ude i kommunerne – op. Senest skete det ved en indeklimahøring i januar, hvor politikere fra begge sider i Folketinget var rørende enige om, at ”der måtte gøres noget”.

Det er bare lidt som om, viljen til at handle fuser ud med den friske luft, så snart der skal findes penge til at forbedre ventilationen på skolerne. Hos landspolitikerne mener man, det er kommunerne, som skal prioritere indeklimaet højere. Og ude i kommunerne klager lokalpolitikerne over, at de er bundet af tyngende anlægslofter.

Tilbage står elever og lærere, som stadig må trækkes med dårligt indeklima og konsekvenser i form af helbreds- og indlæringsproblemer.

Men vi ved, at problemerne kan løses, og det har man da også taget hånd om både i Norge og Sverige, hvor indeklimaet i folkeskolerne ikke skaber tilsvarende problemer.

Vi savner handlekraft fra politisk hold. For indeklimaet KAN forbedres – også i Danmark. Bare se på Bornholm, hvor man er godt i gang med at installere moderne ventilation på alle øens folkeskoler. Her har man regnet ud, at godt indeklima kun koster cirka 3,5 kroner per dag for hver enkelt elev. Vi mener, de penge er givet godt ud.

Et godt sted at starte kunne være at forpligte kommunerne til at lave konkrete handleplaner for indeklimaet – og at tage fagfolkene med på råd, så man får de bedste løsninger på både kort og langt sigt. Samtidig kunne landspolitikerne overveje, om investeringer i bedre indeklima for vores skolebørn kan undtages fra anlægsloftet.

Én ting er i hvert fald sikker: Der skal ske noget, og det skal være nu.

Vi opfordrer politikerne til at besøge skolerne for at få et bedre indblik i de forhold, vi byder den næste generation – men husk at tage en dyb indånding, inden I træder ind i klasselokalerne!


Senest opdateret 15-03-2019

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.