Pension for tidligere Arbejdsgiverne-medlemmer

Som medlem af det tidligere Arbejdsgiverne, er virksomheden overenskomstmæssigt forpligtet til at indbetale pension til sine medarbejdere. Det afhænger af hvilket type medarbejder man har, hvortil pensionen skal indbetales.

For medarbejdere under industri- og vvs overenskomsten skal indbetaling ske til Industriens Pension. Medarbejdere inden for HKs område er tillige omfattet af Industriens Pension.

I forhold til medarbejdere, der udfører arbejde under Teknisk Landsforbund, skal indbetaling ske til PFF (Pension For Funktionærer).

Har man til gengæld medarbejder under El-installationsoverenskomsten, skal betaling ske til Pension Danmark.

Uagtet hvilken ordning man hører under, er bidraget på 12% fordelt således:
Arbejdsgiverandel         = 8%
Lønmodtagerandel       = 4%

Nedenfor har vi lavet en oversigt over de enkelte ordninger.

El-installationsoverenskomsten
Medarbejdere under el-installationsoverenskomsten bruger Pension Danmark.

HK-overenskomsten, Industri og vvs-overenskomsten 
Medarbejdere under industri- og vvs-overenskomsten eller HK-overenskomsten bruger Industriens Pension.

TL-overenskomsten 
Medarbejdere under TL-overnskomsten bruger Pension For Funktionærer (PFF).

Pension under El-installationsoverenskomsten 

Medarbejdere der er beskæftiget indenfor el-installationsoverenskomsten er omfattet af nedenstående betingelser.
Vær opmærksom på, at det ikke er afgørende om eller hvor, medarbejderen selv er organiseret.

Hvem er omfattet af Pension Danmark

  • Alle medarbejdere der er fyldt 18 år og i mindst 6 måneder har arbejdet under overenskomstens område, eller i en tilsvarende periode har haft erhvervsarbejde, skal have arbejdsmarkedspension i Pension Danmark.
  • Medarbejdere der inden ansættelsen er optaget i en arbejdsmarkedspensionsordning, skal have pension fra første ansættelsesdag.
  • Lærlinge, der starter i lære efter det fyldte 20. år, skal have arbejdsmarkedspension, når de har haft erhvervsarbejde i 6 måneder.  
  • Er lærlingen optaget i en arbejdsmarkedspension ved uddannelsestidens start, skal lærlingen have pension fra starten af læretiden. Det er dog en forudsætning, at lærlingen er fyldt 20 år inden læretidens start.
  • Lærlinge, der starter i lære, før de fylder 20 år er og bliver ikke omfattet af pensionsordningen i hele læretiden. Pr. 1. marts 2018 ændres bestemmelsen således, at lærlinge skal have pension i Pension Danmark, når de fylder 20 år og har arbejdet under overenskomstens område, eller i en tilsvarende periode har haft erhvervsarbejde i mindst 6 måneder.
  • Lærlinge og elever, der ikke er berettigede til arbejdsmarkedspension, skal omfattes af en forsikringsordning i Pension Danmark

Der kan være særlige forhold for en medarbejder, der er ansat i fleksjob eller job med særlige vilkår på grund af helbredet. Pension Danmark skal derfor straks kontaktes på telefon 7012 1340, hvis I får en sådan medarbejder, og kopi af fleksjobsaftalen skal sendes til kontakt@pension.dk

Indbetaling til Pension Danmark

Den dato virksomheden bliver medlem af Arbejdsgiverne og betaler indmeldelsesgebyret, er datoen for tilmelding til Pension Danmark.

Findes der ved indmeldelsen i forvejen en firmapensionsordning, nedtrappes ordningen i takt med indbetalingen til Pension Danmark.

Ordningen gælder, så længe medarbejderen er ansat. Det vil sige, at der også er dækning i en situation, hvor medarbejderen ikke får udbetalt løn, og der derfor ikke indbetales pensionsbidrag. Det kan være på grund af orlov, langvarig sygdom eller andet, der gør at medarbejderen midlertidigt ikke får udbetalt løn.

Uden for aftalen er de medarbejdere, der er beskæftiget under andre overenskomstområder, samt medarbejdere der er beskæftiget uden for overenskomstområde som ikke giver ret til pension for eksempel værkstedsfunktionærer, ingeniører og økonomer. Desuden falder indehavere, direktører og medhjælpende ægtefæller uden for aftalen.

Hvordan registreres og tilmeldes virksomheden

Arbejdsgiverne sender besked til Pension Danmark, når virksomheden indmeldes i Arbejdsgiverne.  

Herefter sender Pension Danmark et velkomstbrev til virksomheden indeholdene:

  • Kort om pension
  • ”0”-indberetning (hvis ingen ansatte)
  • Praktisk anvisning for indbetaling
  • Anvisning af overenskomstkode (3100)

Hvordan beregnes pensionsbidraget

Pensionsbidraget er fastsat som en procentdel af den A-skattepligtige lønindkomst.
Arbejdsgiveren skal tilbageholde lønmodtagerens eget bidrag og indbetale det samlede pensionsbidrag til Pension Danmark én gang om måneden (senest den 10. i efterfølgende måned). 

Det samlede bidragsprocent er 12,0 fordelt med 8,0 procent på arbejdsgiveren og 4,0 procent på medarbejderen. Medarbejderen kan vælge at indbetale et højere pensionsbidrag. 

Da pensionsbidraget beregnes af den A-skattepligtige lønindkomst, betyder det, at for eksempel akkordoverskud, arbejdsgiverbetalte sygedagpenge, overenskomstmæssig aftalt genebetaling, søgnehelligdagskontoen samt feriepenge skal medregnes i den pensionsgivende løn.

Feriepengeberegningen i forbindelse med sygdom/ulykke foretages jævnfør ferielovens bestemmelser om dette.

Skattefrie kørepenge og godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag skal ikke medregnes, ligesom sygedagpenge, barselsdagpenge og øvrige dagpenge, der udbetales fra kommunen, ikke medregnes i beregningen af pensionsbidrag.

Da beregningsgrundlaget er den A-skattepligtige løn, reduceres den pensionsgivende løn ikke af individuelle fradrag til kapitalpensioner med videre.

Forsikringer for lærlinge

Lærlinge, der ikke er omfattet af en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, skal have følgende forsikringsordninger:

  • Kritisk sygdom - engangsbeløb kr. 100.000
  • Dødsfaldsdækning - engangsbeløb kr. 100.000
  • Invalidepension - løbende årligt kr. 100.000
  • Sundhedsordning inkl. hurtig diagnose

Forsikringen oprettes i Pension Danmark og koster ca. 300 kr. om året. Udgiften afholdes af virksomheden. EVU står for administrationen, hvorfor virksomheden ikke selv skal foretage sig noget.

Ydelser

Pensionsordningen i Pension Danmark er med obligatorisk medlemskab. Det betyder at alle ansætte, der er berettiget til arbejdsmarkedspension, jf. ovenstående afsnit, skal have deres pensionsbidrag indbetalt til Pension Danmark. Medarbejderen kan således ikke vælge, at pensionsbidragene skal indbetales til anden pensionsordning.

Ydelserne i ordningen omfatter følgende:



Dødsfaldssummen udgør for de fleste 500.000 kroner, som udbetales ved død før medarbejderen går på pension. Medarbejderen kan selv regulere beløbet op eller ned, så forsikringen passer til familiens behov.
Dør medarbejderen, før denne går på pension, vil de efterladte få udbetalt medarbejderens opsparing.

Er der opsparet mindre end 500.000 kr., og såfremt der fortsat bliver indbetalt bidrag, når medarbejderen dør, supplerer Pension Danmark udbetalingen således der typisk samlet udbetales op til 500.000 kr.

Ved dødsfald efter medarbejderen er gået på pension, vil de efterladte få udbetalt et engangsbeløb fra medarbejderens livsvarige alderspension. Forudsætningen herfor er at medarbejderen dør, inden der er gået 10 år, fra medarbejderen er gået på pension.
Dør medarbejderen inden  hele ratepensionen er udbetalt, vil resten af beløbet blive udbetalt til de efterladte.

Kritisk sygdom (det vil sige en række nærmere beskrevne sygdomme) giver mulighed for udbetaling af et engangsbeløb på op til 100.000 kroner.  Beløbet kan udbetales, hvis sygdommen konstateres før det fyldte 65. år.

Søgnehelligdagskonto/fritvalgsordning

Den enkelte medarbejder kan hvert år inden den 30. november beslutte, at restbeløbet på søgnehelligdagskontoen - eller en del heraf - overføres til ekstraordinært pensionsbidrag.

Beskatningsforhold

Der skal ikke betales skat af pensionsbidragene. Lønmodtagernes andel af bidraget indgår i A-indkomsten men trækkes fra, før der beregnes kildeskat.
Arbejdsgiverens andel skal ikke indgå i A-indkomsten.
Lønmodtageren skal skrive den del af pensionsbidraget, der vedrører præmien til gruppelivs- og gruppeinvalideforsikring, på sin selvangivelse. Til gengæld er udbetalte forsikringssummer skattefrie. Præmiestørrelsen indberettes til skattemyndighederne af Pension Danmark.

Indbetaling og indberetning

Det er muligt at indberette og indbetale pensionsbidragene på forskellige måder:

Indbetal via pension.dk
Der kan indbetales via Virksomhedsservice på pension.dk

  • Log ind med NemID medarbejdersignatur
  • Første gang der logges ind for at indbetale, vil der automatisk blive bedt om, at der oprettes en Nets-aftale. Dette er nødvendigt før indbetaling kan ske via Virksomhedsservice. På den måde sikres det, at der altid bliver indbetalt præcist det beløb, der er indberettet og godkendt af virksomheden, og at betaling sker til tiden.
Via lønservicebureau
Bruger virksomheden et lønservicebureau, skal bureauet have besked om, at de skal klare den månedlige indbetaling til Pension Danmark.
Vær opmærksom på, at lønservicebureauet skal indberette med virksomhedens CVR-nummer. Har virksomheden flere selvstændige produktions- elle salgsenheder, skal P-nummeret også tilknyttes.


Via eget lønsystem

Sender virksomheden en fil til Nets gennem eget lønsystem, skal der tilknyttes virksomhedens DVR-nummer. Har virksomheden flere selvstændige produktions- elle salgsenheder, skal P-nummeret også tilknyttes.

Frist for indbetaling
Pensionsbidraget skal indbetales til PensionDanmark senest den 10. i måneden efter lønperiodens slutdato.

Pension under HK-overenskomsten eller industri- og vvs-overenskomsten

Hvem er omfattet af Industriens Pension

  • Medarbejdere der er fyldt 18 år, som tidligere har oppebåret arbejdsmarkedspension indenfor området indenfor de sidste to år, er omfattet fra første dag.

  • Medarbejdere der er fyldt 18 år, som ikke tidligere har oppebåret arbejdsmarkedspension indenfor området er omfattet efter 2 mdr.s ancinnietet.

  • Medarbejdere der påbegynder en erhvervsuddannelse indenfor pensionsordningens område efter at være blevet omfattet af pensionsordningen, fortsætter med at være omfattet af ordningen under uddannelsesforløbet.

  • Lærlinge, der er fyldt 20 år ved uddannelsens start, omfattes af pensionsordningen efter 2 mdr.s anciennitet. Pr. 1. marts 2018 ændres bestemmelsen således, at lærlinge skal have pension i Industriens Pension, når de fylder 20 år og har opnået 2 måneders anciennitet.

  • Lærlinge, der ikke er fyldt 20 år ved uddannelsens start, omfattes ikke af pensionsordningen, med mindre de tidligere har oppebåret arbejdsmarkedspension. Lærlinge og elever, der ikke er berettiget til arbejdsmarkedspension, skal omfattes af en forsikringsordning i Industriens Pension.

  • Pr. 1. marts 2018: Lærlinge bliver omfattet af overenskomstens pensionsbestemmelser, når de fylder 20 år og har opnået 2 måneders anciennitet.

Hvordan registreres og tilmeldes virksomheden til Industriens Pension

Virksomheden skal udfylde og indsende et skema til Industriens Pension. Find skemaet her
Her skal oplyses, hvor mange lønmodtagere, der forventes indbetalt pensionsbidrag for, samt hvordan indberetningen og indbetalingen af pensionsbidrag foretages.

Har virksomheden ingen ansatte, skal der indberettes med 0 i antal lønmodtagere, der forventes at blive indbetalt for. Hvis der senere ansættes lønmodtagere, der skal omfattes af aftalen, indsendes et nyt skema (gælder kun de virksomheder, der i første omgang har indberettet med 0 ansatte).
Desuden skal virksomheden indberette/oprette medarbejderen i virksomhedens lønsystem.

Ved oprettelse benyttes følgende:
PBS nr. 01865846
Overenskomstkode industri- og smedeområdet samt HK: 11600
Overenskomstkode for VVS- og blikarbejde: 11604
Overenskomstkode for Låsesmede: 11601
Overenskomstkode for tiltrædelsesaftaler: 11603

Hvordan beregnes pensionsbidraget

Pensionsbidraget er fastsat som en procentdel af den A-skattepligtige bruttoløn. Arbejdsgiveren skal tilbageholde lønmodtagerens eget bidrag og indbetale det samlede pensionsbidrag til pensionsselskabet.
Der er aftalt mellem overenskomstparterne, at I skal beregne pensionsbidrag af disse løndele:

  • Akkord
  • Arbejdsgiverbetalt løn under voksenuddannelse
  • Feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg – gælder funktionærer og funktionærlignende
  • Feriegodtgørelse – gælder timelønnede og månedslønnede
  • Forskudttidstillæg
  • Fritvalgs Lønkontoen / Fritvalgskontoen
  • Gratialer (dog ikke fødselsdags- og jubilæumsgratialer o.l.)
  • Holddriftstillæg
  • Kvalifikationsløn
  • Løn under barselsorlov
  • Mødebonus
  • Månedsløn
  • Overskudsdeling, der udbetales kontant
  • Overtid
  • Resultatløn
  • Rådighedstillæg
  • Smudstillæg
  • Sygedagpenge betalt af arbejdsgiveren
  • Sygeferiepenge
  • Timeløn
  • Vejpenge
  • Ventetid

Pensionsbidrag af feriegodtgørelse, søgnehelligdagsbetaling m.m. skal beregnes og indbetales løbende.

Indberetning af særlige lønandele:
Når der indberettes og indbetales pension for særlige løntillæg, skal det gøres som indskud. Ellers bliver indbetalingerne brugt forkert. Og det kan betyde, at en del af pengene går til forsikringer, som medarbejderen alligevel aldrig får ret til.

Særlige løntillæg er fx:

  • Overarbejde som udbetales for flere lønperioder
  • Afspadsering
  • Fratrædelsesgodtgørelse
  • Fritvalgsordningen udbetalt som ekstra løn
  • Pension på grund af bonus
Sådan gør I

  • Indbetaling for den aktuelle måned skal først indbetales som almindeligt bidrag.
  • Derefter skal ekstraordinære indbetalinger indberettes som indskud på én gang
  • Såfremt virksomheden indberetter via Industriens Pensions hjemmeside, beder Industriens Pension om, at der sendes en mail til kundeservice@industrienspension.dk med en fordeling af bidraget, da de modtager det som ét samlet beløb.
Indberetning af ekstra pension:
Ønsker en medarbejder at indbetale ekstra til pensionsordningen, bliver pengene sat ind på en ekstra ratepension. Medarbejdere kan også spare ekstra op til en engangsudbetaling eller livslang pension. Det kræver dog, at han/hun logger på Min side og opretter en privat indbetaling.

Frivillige pensionsbidrag ud over det obligatoriske pensionsbidrag skal indberettes og indbetales som ekstrapension. Det kan I gøre på flere måder.

Indbetaling på Vores side

På Vores side kan I indberette og indbetale ekstrapension under ”Start indberetning”. Brug bidragstypen ”ekstrapensionsbidrag” eller ”ekstrapensionsindskud”.
Log på Vores side

Indberetning med fil

Indberetter virksomheden med fil, skal bidragstypen EPB eller EPI benyttes, når der indberettes ekstrapension.
Se mere om indberetning med fil i Godt i gang med indberetning

Indbetaling gennem lønbureau

Bruger virksomheden et lønbureau, skal ekstrapension indberettes og indbetales som en frivillig medarbejderprocent. Kontakt jeres lønbureau for nærmere vejledning.

Bluegarden/Dataløn 
Danløn 
Proløn 

Indbetaling gennem andet lønsystem

Ekstrapensionsbidraget skal adskilles fra indbetalinger af de obligatoriske pensionsbidrag til Industriens Pension.
Hvis virksomheden bruger Informations- og overførselsservice hos Nets (det tidligere PBS), skal der dannes en ny specifikationsrecord 02, felt 10 (pensionstype), kode 02 (supplerende pensionsbidrag) for ekstrapensionsbidraget. De øvrige indbetalinger af pensionsbidrag skal indberettes med kode 01 (arbejdsmarkedspension) som hidtil.

Indbetalingsfrist

Pensionsbidragene (både medarbejderens og virksomhedens andel) skal beregnes samtidig med hver lønudbetaling, og indbetales senest den 10. i den efterfølgende måned.
Hvis jeres virksomhed indberetter umiddelbart før den 10. i måneden eller den 10., så skal indbetalingen forfalde samtidigt, da virksomheden ellers vil modtage en rykker, uanset hvilken opkrævningsdato der fremgår af fx giro eller indbetalingskort.

Er pensionsbidraget ikke indbetalt og indberettet til tiden, får virksomheden en rykker. Hvis pensionsbidraget stadig ikke bliver indbetalt, overgiver Industriens Pension sagen til overenskomstparterne med henblik på behandling i det fagretlige system. Dette kan medføre, at virksomheden skal betale en bod for den manglende indberetning og/eller indbetaling.

Ved indbetaling efter sidste rettidige indbetalingsdag kan Industriens Pension opkræve morarenter.
Pensionsbidraget skal senest indbetales til Industriens Pension den 10. i måneden efter lønudbetalingen. Falder den 10. på en helligdag, skal der senest indbetales den førstkommende hverdag. Virksomheder, der ikke foretager lønudbetalinger torsdagen efter lønningsperiodens afslutning i henhold til hovedreglen i timelønsoverenskomstens § 47, stk. 1, men som har aftalt lønudbetaling om fredagen, vil få en rykker, hvis fredagen er den første dag i en ny måned (eller torsdagen er en helligdag). Det skyldes, at Industriens Pension ikke har mulighed for at tage hensyn til lokale aftaler om at fravige hovedreglen i overenskomsten.

Manglende indbetaling

Det kan blive dyrt ikke at overholde overenskomstens regler om betaling af pensionsbidrag. Virksomheden kan pålægges at indbetale fuldt bidrag - både arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag - til pensionsordningen samt, risikere at blive pålagt en bod for manglende pensionsindbetaling.

Betaler arbejdsgiveren ikke pension og medarbejderen kommer til skade med efterfølgende invaliditet eller måske død til følge, kan arbejdsgiveren komme til at betale en erstatning, der kan løbe op i adskillige hundredetusinder kroner. 
Det er derfor meget vigtigt, at virksomheden sørger for, at der bliver indbetalt pensionsbidrag til medarbejderne – det er virksomhedens ansvar.

Indbetaling fra fritvalgskonto

Overenskomsterne sikrer ansatte en fritvalgskonto, som arbejdsgiveren skal indbetale til. Opsparingen bruges til betaling af feriefridage og søgnehelligdage.

Inden 1. april skal de medarbejdere, der er dækket af overenskomsterne vælge, hvordan de vil bruge deres fritvalgskonto i det nye ferieår.
Medarbejderen kan blandt andet vælge at bruge beløbet på fritvalgskontoen til at indbetale ekstra til pension.
Vælger medarbejderen, at en del af opsparingen fra fritvalgskontoen skal indbetales til pension, bliver disse penge indsat på en ny ratepension, der hedder ekstrapension. Hele indbetalingen går til en højere pension til medarbejderen. Dør medarbejderen inden hele opsparingen er udbetalt, får de efterladte udbetalt opsparingen.

Beskatningsforhold

Der skal ikke betales skat af pensionsbidragene. Lønmodtagernes andel af bidraget indgår i A-indkomsten men trækkes fra, før der beregnes kildeskat.

Arbejdsgiverens andel skal ikke indgå i A-indkomsten.

Lønmodtageren skal skrive den del af pensionsbidraget, der vedrører præmien til gruppelivs- og gruppeinvalideforsikring, på sin selvangivelse. Til gengæld er udbetalte forsikringssummer skattefrie. Præmiestørrelsen indberettes til skattemyndighederne af Industriens Pension.

Forhøjet pensionsbidrag under barselsorlov

Under de 14 ugers barselsorlov indbetales et ekstra pensionbidrag til medarbejdere med 9 måneders anciennitet på det forventede fødselstidspunkt.
Pensionsbidraget udgør:

Optrapningsordning for nyindmeldte virksomheder

Virksomheder, der melder sig ind i Arbejdsgiverne,  og som inden indmeldelsen ikke har haft en pensionsordning for medarbejderne, har mulighed for at få en optrapningsordning.

Der udarbejdes et protokollat herom underskrevet af organisationerne.

Virksomheden er således kun forpligtet til det første år af medlemskabet at betale 20% af det overenskomstmæssige bidrag.

  • Andet år udgør satsen 40%
  • Tredje år 60%
  • Fjerde år 80%
  • Femte år betales fuld bidragssats.

Eksisterende firmapensionsordning

En virksomhed, der inden deres indmeldelse hos Arbejdsgiverne, har etableret en firmapensionsordning, kan på visse betingelser fortsætte denne ordning, for de medarbejdere, der er ansat på indmeldelsestidspunktet. For medarbejdere, der ansættes efter indmeldelsestidspunktet, skal der ske indbetaling til Industriens Pension.

Forudsætningerne for, at firmapensionsordningen kan fortsætte er, at den har eksisteret i minimum tre år og at den som minimum opfylder overenskomstkravene for pensionsordningen.

Såfremt firmapensionsordningen skal fortsætte, er det en forudsætning, at dette protokolleres mellem forbundene og Arbejdsgiverne senest 2 måneder fra indmeldelsesdatoen.

For medarbejdere under HK-overenskomsten, er det muligt at medarbejdere der ansættes efter indmeldelsestidspunktet tillige omfattes af den eksisterende firmapensionsordning.

Firmapensionsordning – ny aftale

På HK-området er det muligt at indgå firmapensionsaftaler, der kan træde i stedet for de overenskomstaftalte pensionsordninger. Dette er ikke muligt inden for industri- og VVS-området område.

Det er en forudsætning for aftalerne, at pensionsforsikringsselskaberne skriftligt indestår for, at ordningen til enhver tid opfylder overenskomstens bestemmelser. Dette er en såkaldt indeståelseserklæring. De nærmere vilkår fremgår af overenskomsten.

Hvis der indgås en firmapensionsaftale, skal virksomheden være opmærksom på, at der skal gives et varsel på 12 måneder, regnet fra tidspunktet fra modtagelsen af indeståelseserklæringen.
Det betyder, at aftalen først kan træde i kraft 12 måneder efter forbundene og Arbejdsgiverne har modtaget indeståelseserklæringen fra pensionsselskabet.

Såfremt der på et senere tidspunkt skiftes pensionsaftale igen, skal der tilsvarende afgives indeståelseserklæring fra det nye selskab.

For medarbejdere beskæftiget under HK-overenskomsten kan skiftet ske med 12 måneders varsel. Ved lokal enighed kan varslet nedsættes til 6 måneder.

Overholdes varslerne ikke, kan det medføre en bod for brud på overenskomsten. Husk derfor at gøre pensionsselskaberne opmærksom på overenskomstforholdet, så risikoen for fejl overgår til dem.

Hvad udbetales fra Industriens Pension?

Tabt erhvervsevne:
  • 100.000 kr., hvis du varigt mister mindst 50 pro­cent af din erhvervsevne. Du kan fortsætte med at arbejde – f.eks. i fleksjob
  • 72.000 kr. om året til du fylder 67, hvis du varigt mister mindst to tredjedele af din erhvervsevne
  • Dækningen varer, til du fylder 60 år

Kritisk sygdom: 
  • 100.000 kroner, hvis du får en kritisk sygdom
  • Dækningen varer, til du fylder 67 år.

Dødsfald: 
Hvis du dør, før du går på pension eller fylder 67 år, får dine efterladte :

  • 300.000 kr.
  • Din aldersopsparing, hvis du har en
  • En rateforsikring
Hvis du dør, efter du er gået på pension, får dine efterladte :
  • Den del af din ratepension, som du ikke har fået udbetalt

Forsikringsordning til lærlinge og elever

For lærlinge gælder, at de skal være fyldt 20 år ved læretidens begyndelse, for at være berettiget til pension og have 2 måneders anciennitet.
Fylder en lærling 20 år under læretiden, skal der ikke indbetales pension før efter endt læretid.

Pr. 1. marts 2018 ændres bestemmelsen således, at lærlinge skal have pension i Industriens Pension, når de fylder 20 år og har opnået 2 måneders anciennitet.

Undtagelse: Såfremt lærlingen fra et tidligere ansættelsesforhold har oppebåret pension, skal der, uanset alder ved uddannelsens begyndelse, indbetales pensionsbidrag efter gældende satser.

Lærlinge og elever, der ikke omfattes af pension, er berettiget til en forsikringsordning. Lærlinge under VVS-uddannelserne skal derudover have en sundhedsordning.

Adgang til ydelserne, forsikringssummens størrelse og vilkårene for dækning følger de til enhver tid gældende retningslinjer for Industriens Pension.

Lærlinge og elever, der skal have indbetalt pension efter 2 måneders anciennitet, har ikke krav på ovennævnte forsikringsydelser.

Lærlingeforsikring gælder for lærlinge og elever, der er under en industri overenskomst, og som ikke allerede er omfattet af en pensionsordning. Det er som oftest lærlinge og elever under 20 år.
EGU-elever, som er ansat under Industriens Overenskomst, skal også forsikres.

Lærlingeforsikringen indeholder:

  • Løbende invalidepension på 60.000 kr. om året før skat
  • Engangsudbetaling ved tab af erhvervsevne på 100.000 kr. efter skat
  • Engangsudbetaling ved visse kritiske sygdomme på 100.000 kr. efter skat
  • Engangsudbetaling ved død på 300.000 kr. efter skat
VVS-lærlinge har sundhedsordning i stedet for invalidepension.
Virksomheden skal senest tilmelde lærlinge og elever den 10. i den måned, lærlingen eller eleven er startet i virksomheden på Industriens Pensions hjemmeside www.industrienspension.dk

Pension under TL-overenskomsten

Hvem er omfattet af PFF

  • Alle medarbejdere under TL-overenskomsten er omfattet af pensionsordningen, uanset anciennietet
  • Alle elever under TL-overenskomsten omfattes af pensionsordningen
  • Forpligtelsen for indbetaling sker frem til teknikeren fylder 67 år

Hvordan registreres og tilmeldes virksomheden til PFF

Tilmelding til pensionsordningen skal ske ved udfyldelse af skemaet her. Send skemaet til:

PFF Pension
Sundkrogsgade 4
2100 København Ø

Indbetaling skal ske til PFF, jf. følgende:

PBS nr. 00032336
Overenskomstkode: 00100

Hvordan beregnes pensionsbidraget

Pensionsbidraget er fastsat som en procentdel af den A-skattepligtige bruttoløn. Arbejdsgiveren skal tilbageholde lønmodtagerens eget bidrag og indbetale det samlede pensionsbidrag til pensionsselskabet.
Der er aftalt mellem overenskomstparterne, at I skal beregne pensionsbidrag af disse løndele:
  • Akkord
  • Arbejdsgiverbetalt løn under voksenuddannelse
  • Feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg - gælder funktionærer og funktionærlignende
  • Feriegodtgørelse - gælder timelønnede og månedslønnede
  • Forskudttidstillæg
  • Fritvalgs Lønkontoen / Fritvalgskontoen
  • Gratialer (dog ikke fødselsdags- og jubilæumsgratialer o.l.)
  • Holddriftstillæg
  • Kvalifikationsløn
  • Løn under barselsorlov
  • Mødebonus
  • Månedsløn
  • Overskudsdeling, der udbetales kontant
  • Overtid
  • Resultatløn
  • Rådighedstillæg
  • Smudstillæg
  • Sygedagpenge betalt af arbejdsgiveren
  • Sygeferiepenge
  • Timeløn
  • Vejpenge
  • Ventetid
Pensionsbidrag af feriegodtgørelse, søgnehelligdagsbetaling m.m. skal beregnes og indbetales løbende.

Indbetaling til PFF

Overordnet kan du indbetale og indberette på to måder; via jeres lønsystem eller via PFF Administratorportal.
Når virksomheden indbetaler på denne måde, er der mulighed for at sende de nødvendige oplysninger sammen med indbetalingen. Det sikrer, at PFF kan behandle indbetalinger korrekt, og at indbetalingerne bliver sat ind på den rigtige medarbejder, i den korrekte periode og på den rigtige pensionsordning. Derudover sikrer det, at PFF er opdateret om medarbejderens lønforhold, så pensionsbeviset kan ajourføres.



Hvis virksomhedens lønsystem ikke er sat op til Nets, fremgår i linket herunder, hvilke informationer virksomheden skal bruge for at opsætte Nets i  lønsystemet. Ønsker virksomheden ikke at benytte Nets, kan en systemleverandør kode en fil, som indeholder de samme informationer, som efterfølgende kan indlæses i PFF Administratorportal. 
Vejledning til opsætning af Nets i dit eget lønsystem
Beskatningsforhold

Der skal ikke betales skat af pensionsbidragene. Lønmodtagernes andel af bidraget indgår i A-indkomsten men trækkes fra, før der beregnes kildeskat.

Arbejdsgiverens andel skal ikke indgå i A-indkomsten.

Lønmodtageren skal skrive den del af pensionsbidraget, der vedrører præmien til gruppelivs- og gruppeinvalideforsikring, på sin selvangivelse. Til gengæld er udbetalte forsikringssummer skattefrie. Præmiestørrelsen indberettes til skattemyndighederne af Industriens Pension.
Forhøjet pensionsbidrag under barselsorlov

Under de 14 ugers barselsorlov indbetales et ekstra pensionbidrag til medarbejdere med 9 måneders anciennitet på det forventede fødselstidspunkt.
Pensionsbidraget udgør:

For ansatte under TL-området er det valgfrit om arbejdstager vil indbetale ekstra pensionsbidrag under barselsorlov.

Optrapningsordning for nyindmeldte virksomheder

Virksomheder, der melder sig ind i Arbejdsgiverne,  og som inden indmeldelsen ikke har haft en pensionsordning for medarbejderne, har mulighed for at få en optrapningsordning.

Der udarbejdes et protokollat herom underskrevet af organisationerne.

Virksomheden er således kun forpligtet til det første år af medlemskabet at betale 20% af det overenskomstmæssige bidrag.

Andet år udgør satsen 40%
Tredje år 60%
Fjerde år 80%
Femte år betales fuld bidragssats.

Eksisterende firmapensionsordning

En virksomhed, der inden deres indmeldelse hos Arbejdsgiverne, har etableret en firmapensionsordning, kan på visse betingelser fortsætte denne ordning.

Forudsætningerne for, at firmapensionsordningen kan fortsætte er, at den har eksisteret i minimum tre år og at den som minimum opfylder overenskomstkravene for pensionsordningen.

Såfremt firmapensionsordningen skal fortsætte, er det en forudsætning, at dette protokolleres mellem forbundene og Arbejdsgiverne senest 2 måneder fra indmeldelsesdatoen.

For medarbejdere under TL-overenskomsten, er det muligt at medarbejdere der ansættes efter indmeldelsestidspunktet tillige omfattes af den ekstisterende firmapensionsording.

Firmapensionsordning - ny aftale

På HK og TL-områderne er det muligt at indgå firmapensionsaftaler, der kan træde i stedet for de overenskomstaftalte pensionsordninger. Dette er ikke muligt inden for industri- og VVS-området område.

Det er en forudsætning for aftalerne, at pensionsforsikringsselskaberne skriftligt indestår for, at ordningen til enhver tid opfylder overenskomstens bestemmelser. Dette er en såkaldt indeståelseserklæring. De nærmere vilkår fremgår af de enkelte overenskomster.

Hvis der indgås en firmapensionsaftale, skal virksomheden være opmærksom på, at der skal gives et varsel på 12 måneder, regnet fra tidspunktet fra modtagelsen af indeståelseserklæringen.
Det betyder, at aftalen først kan træde i kraft 12 måneder efter forbundene og Arbejdsgiverne har modtaget indeståelseserklæringen fra pensionsselskabet.

Såfremt der på et senere tidspunkt skiftes pensionsaftale igen, skal der tilsvarende afgives indeståelseserklæring fra det nye selskab.

For medarbejdere under TL-området, kan skiftet ske fra modtagelsen af indeståelseserklæringen.

Overholdes varslerne ikke, kan det medføre en bod for brud på overenskomsten. Husk derfor at gøre pensionsselskaberne opmærksom på overenskomstforholdet, så risikoen for fejl overgår til dem.

Indbetalingsfrist for TL-medarbejdere

Pensionsbidraget skal betales månedligt. PFF skal have indbetalingen senest den sidste bankdag i indeværende måned. For 14 dages lønnede afregnes indbetalingen til pension sammen med lønudbetalingen.  

Manglende indbetaling

Det kan blive dyrt ikke at overholde overenskomstens regler om betaling af pensionsbidrag. Virksomheden kan pålægges at indbetale fuldt bidrag - både arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag - til pensionsordningen samt, risikere at blive pålagt en bod for manglende pensionsindbetaling.

Betaler arbejdsgiveren ikke pension og medarbejderen kommer til skade med efterfølgende invaliditet eller måske død til følge, kan arbejdsgiveren komme til at betale en erstatning, der kan løbe op i adskillige hundredetusinder kroner. 
Det er derfor meget vigtigt, at virksomheden sørger for, at der bliver indbetalt pensionsbidrag til medarbejderne ? det er virksomhedens ansvar.

Hvad udbetales fra PFF?

PFF indeholder flere forsikringer, som hjælper dine medarbejdere, hvis de
bliver syge eller kommer til skade. Fx giver PFA Diagnose dine medarbejdere mulighed for udredning hos speciallæger, på privathospitaler og -klinikker, så de hurtigt kan få stillet en diagnose.
Her fås et overblik over forsikringerne:



Senest opdateret 17-09-2019

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.