Installationer i eksplosionsfarlige områder (ATEX)
I områder, hvor der kan opstå eksplosiv atmosfære, skal der foretages en klassificering. Det er virksomheden og/eller installationsejerens ansvar at sikre, at eksplosionsfarlige områder bliver identificeret og klassificeret korrekt.
Klassificering af zoner
Områder med fare for eksplosiv atmosfære inddeles i zoner baseret på faren og hyppigheden:
- Eksplosiv gasatmosfære: Klassificeres i zonerne 0, 1 og 2.
- Eksplosiv støvatmosfære: Klassificeres i zonerne 20, 21 og 22.
Klassifikationen og vurderingen af risici skal dokumenteres i et eksplosionssikringsdokument, som indgår som en del af virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV).
Dokumentet skal blandt andet beskrive, hvilke særlige forholdsregler der gælder ved arbejde i zonerne. Det omfatter f.eks. regler for brug af eldrevet værktøj, håndlygter, mobiltelefoner og arbejdstøj. Disse regler gælder for alle, der færdes i området – også gæster fra fremmede virksomheder/håndværkere.
Materiel og installationer (Sikkerhedsstyrelsen)
Valg og installation af elektrisk materiel i eksplosionsfarlige områder skal følge Sikkerhedsstyrelsens regler.
Sikkerhedsstyrelsen henviser til, at installationer udføres efter gældende standarder, typisk DS/EN 60079-serien. Disse standarder sikrer, at materiellet er konstrueret og installeret korrekt i forhold til gas- eller støvatmosfæren.
Reglerne for både arbejdet, indretningen og materiellet er fastlagt i 4 centrale bekendtgørelser, som du kan se i oversigten herunder.
Lovgivning og bekendtgørelser
- BEK nr. 590 – Bekendtgørelse om klassifikation af eksplosionsfarlige områder (Beredskabsstyrelsen)
- BEK nr. 478 – Bekendtgørelse om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære (Arbejdstilsynet)
- BEK nr. 811 – Bekendtgørelse om produkter til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære (Sikkerhedsstyrelsen)
- BEK nr. 1082 – Installationsbekendtgørelsen (Sikkerhedsstyrelsen)