I forbindelse med jul og nytår skal der tages højde for de enkelte overenskomsters forskellige regler om fridage, søgnehelligdage og løn.
I julen og nytåret 2019/2020 forekommer der 3 egentlige søgnehelligdage, nemlig 1. og 2. juledag (25. og 26. december 2019) og 1. januar 2020.
Juleaftensdag, den 24. december, og nytårsaftensdag, den 31. december 2019, er normale arbejdsdage, medmindre andet er fastsat ved overenskomst eller lovgivning – se nedenfor.
Restudbetaling af fritvalgskonto - herunder for funktionærlignende ansatte og lærlinge
Fritvalgskontoen for den enkelte medarbejder opgøres ved ferieårets afslutning (30. april), og en eventuel overskydende opsparing udbetales til medarbejderen sammen med første lønudbetaling i det nye ferieår, med mindre anden aftale er indgået med den enkelte medarbejder.
Hvis en medarbejder fratræder i løbet af ferieåret, skal eventuelt overskud på fritvalgskontoen udbetales ved førstkommende lønudbetaling efter fratrædelsen, eller aftales indbetalt til medarbejderens feriekonto.
Funktionærer
Særligt for butiksfunktionærer
Juleaften, mandag den 24. december, er stadig en lukkedag efter lovgivningen, og nytårsaftensdag, tirsdag den 31. december, må der ikke være åbent efter kl. 15.
Fritvalgskonto
Fritvalgskonto for overenskomstdækkede funktionærer kan efter medarbejderens valg anvendes til en udbetaling i maj og/eller december måned. Kontoen kan også bruges til ekstra pensionsindbetaling eller i forbindelse med børneomsorgsdage. Beslutning herom aftales med medarbejderen inden ferieårets start.
Ferie mellem jul og nytår
Hvis virksomheden holder ferielukket omkring jul og nytår, skal det planlægges forud, dvs. varsles med én måned, jf. Ferielovens bestemmelser om varsling af restferie.
Virksomheden skal, såfremt det er muligt, sikre, at der er feriegodtgørelse til de feriedage, der vil blive afviklet i forbindelse med virksomhedens ferielukning.
Det betyder, at såfremt virksomheden har en ferieplan, hvoraf det fremgår, at der holdes lukket mellem jul og nytår, er medarbejderne nødt til at acceptere, at restferie placeres på disse dage. Hvis virksomheden ikke sørger for dette, kan der blive tale om at betale løn for de pågældende dage. Nye medarbejdere orienteres om ferielukning ved ansættelsen. Det kan eventuelt aftales i stedet at placere feriefridage i forbindelse med jul og nytår.
Særregel for nye lærlinge ved ferielukning
Hvis virksomheden holder ferielukket omkring jul og nytår vil lærlinge der er ansat 1. juli i år eller senere, være berettiget til løn under ferien i op til fem dage, såfremt lærlingen ikke tidligere har optjent feriegodtgørelse til disse dage.
Yderligere information
Arbejdsmarkedsafdelingen – tlf. 4343 6000

