Med ansættelsen af to nye nøglemedarbejdere får El-Team Vest nu inhouse kompetencer til projektering, programmering og idriftsættelse af CTS- og KNX-anlæg. Det muliggør en komplet levering af intelligente bygningsløsninger.
Pr. 1. december tiltrådte Martin Børgesen som afdelingsleder og Carsten Keller som CTS-tekniker, og virksomheden råder dermed over kompetencerne til at håndtere hele processen inden for bygningsautomatik in-house.
Det betyder, at El-Team Vest nu officielt kan betegne sig som et systemhus.
Direktør Søren Jochimsen fremhæver, at det giver virksomheden mulighed for at tilbyde kunderne en mere sammenhængende og effektiv proces:
- Ved at samle både projektering, installation og programmering internt kan vi sikre, at løsningerne hænger godt sammen, og at kunden får én samlet kontakt gennem hele projektet. Med vores kompetencer inden for både KNX og CTS kan vi nu tilbyde komplette, intelligente bygningsløsninger på en tryg og professionel måde, siger Søren Jochimsen.