I over 30 år har Kim Madsen haft ansvaret for drift og vedligehold af en lang række boligejendomme – siden 2015 gennem virksomheden SnedkerMadsen ApS i Lille Skensved ved Køge.
Men nu er tiden inde til at give driften af virksomheden videre, og derfor har Kim Madsen indgået en aftale med medlemsvirksomheden Madsen & Kastberg, der overtager aktiviteterne i SnedkerMadsen.
Madsen & Kastberg planlægger og udfører renoveringssager, nybyg og løbende sager og har kompetencer indenfor vvs-, sprinkler-, tømrer-, maler- og murerfaget.
- Jeg har haft de samme ejendomme og kunder i mange år, og det har været vigtigt for mig, at de fortsat føler sig trygge. Med Madsen & Kastberg får jeg mulighed for at fortsætte det arbejde, jeg holder af – men i et setup, hvor jeg personligt kan skrue lidt ned for tempoet og stadig levere den kvalitet, kunderne forventer, siger Kim Madsen i en pressemeddelelse.
Kim Madsen fortsætter som medarbejder i virksomheden sammen med sine svende. Det vil sikre kontinuitet og den tætte relation til SnedkerMadsens mange kunder og ejendomme.
- Kim Madsen og hans kolleger repræsenterer præcis de værdier, vi selv står for: ordentlighed, faglighed og langvarige kunderelationer. Vi er meget glade for, at både Kim og svendene fortsætter, så ejendommene oplever mindst muligt skift – og i praksis bare får flere ressourcer og et stærkere administrativt fundament i ryggen, siger Rasmus Uldbæk, afdelingschef for Byg Service hos Madsen & Kastberg.
Det vil fremadrettet være Madsen & Kastberg, der står for fakturering og administration fra hovedkontoret i Brøndby. Madsen & Kastberg har desuden en filial i Ringe på Fyn.