Rasmus Hansen er ny HR-chef i Andersen & Heegaard.
Rasmus er cand.merc. i Human Resource Management og har gennem de seneste 20 år arbejdet i tech-scaleups, mediebureauverdenen og den finansielle sektor. Han spænder fagligt fra det driftsnære til det strategiske, men det er især udvikling af ledere og ledelsesteams, der får hans HR-hjerte til at banke:
- Ledelse er altid til stede og sker mellem mennesker – det finder jeg enormt spændende, siger Rasmus Hansen.
Netop udvikling af ledelseskompetencer bliver en central opgave for ham. For i takt med en virksomheds vækst stiger behovet for kvalificeret og målrettet ledelse:
- Fokus på ledelse vokser i vores forretning, og samarbejdet med Rasmus er et udtryk for det. Vi specialiserer vores kompetencer, så det rette ansvar ligger hos de rette profiler. Det gavner både forretningen og de mange dygtige mennesker, der arbejder her, siger Mads Bengtsson, adm. direktør i Andersen & Heegaard.