Alt for mange bygninger hænger fast i sort opvarmning
Publiceret:27. mar. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Selvom flertallet af danskerne holder deres virksomhed eller hjem varmt med grøn energi, er hver tredje bygning fortsat afhængig af fx olie eller gas, viser nye tal.
Hver tredje danske hjem eller næsten halvdelen af danske virksomheder opvarmes stadig med fossile brændsler eller med andre ikke grønne løsninger. Det viser en ny analyse fra TEKNIQ, der bygger på netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
71 procent af boligkvadratmetre får i dag varmen fra fjernvarme eller varmepumper, mens det kun gælder for 55 procent af erhvervskvadratmeterne. Og for de virksomheder vil procesenergi dermed også ofte være afhængig af olie og fossile gasser, hvor energiforbruget også ofte er langt større. Danmark er altså langt fra i mål med den grønne omstilling.
- Det handler om langt mere end kroner og øre på regningen. Når hver tredje bolig og knap halvdelen af virksomhederne stadig er afhængig af sort energi, gør det os sårbare i en urolig verden. Vi skal væk fra fortidens fossile brændsler og over til en grøn og robust forsyning, der sikrer tryghed i hverdagen, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Sikkerhed, klima og økonomi i ét
For TEKNIQ handler udfasningen af sort opvarmning ikke kun om klimaet. Det er også et spørgsmål om national sikkerhed og familiernes økonomi.
- Så længe vi fyrer med importeret olie og gas i de europæiske hjem og virksomheder, lægger vi vores forsyning i hænderne på kræfter, vi ikke selv styrer. Det gør os sårbare, både som borgere og som land. Derfor handler det her ikke bare om klima, men om at skabe robusthed ved, at vi selv bestemmer, hvor vores varme kommer fra, siger Maria Schougaard Berntsen.
Langt til målet trods fremgang
Udviklingen går dog den rigtige vej, for antallet af grønt opvarmede kvadratmeter er steget med 47 procent for boliger og 35 procent for erhverv på bare 15 år. Men der er brug for, at politikerne holder foden på speederen, så den sidste tredjedel kan komme med.
- Selvom et skift giver god mening for de fleste boligejere og erhvervsdrivende, kan springet føles stort. Politikerne kan meget ved at indføre et målrettet fradrag til varmepumper, styrke elnettet, fjerne elafgiften permanent og sørge for, vi bruger den grønne gas i de dele af erhvervslivet, hvor det er det bedste alternativ. De ting alene kan flytte rigtig mange boliger og virksomheder fra sort til grønt, siger Maria Schougaard Berntsen.