Nye krav til banker kan få direkte betydning for virksomheden i det tekniske erhvervsliv. Fremover skal ESG-dokumentation tænkes ind, når lån og kassekreditter skal forhandles. En ny podcast fra TEKNIQ dykker ned i, hvad det betyder for dig.
Folketinget har netop vedtaget L193, som forpligter banker og andre långivere til at integrere ESG – klima, sociale forhold og ansvarlig ledelse – i deres risikovurdering. Det betyder, at virksomheder fremover skal kunne dokumentere deres ESG-arbejde, hvis de vil sikre sig finansiering eller en fornuftig rente.
- Bankerne skal udarbejde ESG-omstillingsplaner, og det kan de kun gøre, hvis kunderne leverer de nødvendige oplysninger. Derfor vil mange virksomheder opleve, at banken begynder at stille nye krav, siger Bjørn Hove, chefkonsulent og ESG-specialist i TEKNIQ.
Han forventer, at kravene i første omgang rammer brancher med høj klima- og miljøpåvirkning – men at de på sigt vil gælde for alle typer virksomheder.
Sådan rammer det virksomhederne
For at virksomhederne er forberedte, anbefaler TEKNIQ at:
Kortlægge egne ESG-risici – fx CO2-udledning, kemikaliebrug eller sårbare leverandørkæder.
Udarbejde en ESG-rapport med fakta og handlinger.
Lave en omstillingsplan med realistiske mål og tidshorisonter.
- Det behøver ikke være perfekt fra starten, men det skal være ærligt og gennemtænkt. Det vigtigste er at vise banken, at man er i gang og har en plan, siger Bjørn Hove.
Et wake-up call til branchen
TEKNIQ anbefaler, at virksomheder bruger ESG-arbejdet som løftestang – både overfor banken og i forhold til forretningen.
- En ESG-rapport gør det nemmere at tale med både banken og kunderne. Den viser, at virksomheden tager ansvar og er klar til fremtiden, siger Bjørn Hove.
Over 500 TEKNIQ-medlemmer har allerede udfyldt en ESG-rapport via Valified, som TEKNIQ har en rabataftale med. Der findes flere brugervenlige værktøjer – det vigtigste er at komme i gang.
En ny opgave – men også en mulighed
Udarbejdelsen af en ESG-rapport er også en anledning til at kigge kritisk på driften. Det kan være alt fra at reducere energiforbrug til at vælge lokale leverandører. Det gavner både klimaet og bundlinjen, siger Bjørn Hove.
🎧Lyt til podcasten
I den seneste episode af HØRT! kan du høre hele interviewet med Bjørn Hove om L193, og hvad det konkret betyder for virksomheder i det tekniske erhvervsliv.