
Efter at have kæmpet sig igennem et større bureaukrati kan Bartosz Wisniewski nu igen kalde sig for elektriker og svend hos medlemsvirksomheden El og VVS Center. Han har godt nok været uddannet elektriker med eget firma i 15 år i Polen, men de danske myndigheder ville ikke godkende papirerne.
Det tog tid og der var meget bureaukrati, men fra denne uge er Bartosz Wisniewski officielt ikke længere ufaglært arbejdsmand, men uddannet elektriker og svend i medlemsvirksomheden El og VVS Center i Nexø på Bornholm.
Det er lykkedes direktør Benjamin R. Schou-Lund og Bartosz Wisniewski at få tilrettelagt et specielt forløb til den polske mand, der er uddannet elektriker i Polen og har drevet sin egen elektrikervirksomhed der i 15 år.
I dag bor Bartosz Wisniewski med sin familie på Bornholm og han fik hurtigt job som ufaglært hos El og VVS Center.
Han ville dog gerne arbejde som faglært elektriker, men de danske myndigheder ville ikke godkende Bartosz Wisniewskis polske papirer. I stedet fik han lov til at springe det meste af den danske elektrikeruddannelse over og gå næsten direkte til eksamen, skriver TV2 Bornholm.
- Det er første gang, at vi prøver det. Det er første gang jeg har hørt om, at det er sket i Danmark, siger Benjamin R. Schou-Lund til TV2 Bornholm, der kunne glæde sig over, at hans nyuddannede svend endte med at få 12 og medalje til svendeprøven.
TEKNIQ hylder ildhuen
Hos TEKNIQ er underdirektør Maria Schougaard Berntsen begejstret for, at det er lykkedes El og VVS Center at finde en ny vej til at skaffe flere faglærte hænder.
- Ideelt set, så skulle du faktisk helst bare få godkendt dit eksamensbevis, uden at du behøvede at gå til den eksamen en gang til. For han har jo faktisk bestået eksamen allerede én gang. Det er også det der gør historien lidt sjælden, at han faktisk har den ildhu, at han går op til eksamen en gang til. Jeg synes, at det er et eksempel til efterfølgelse, det her, siger Maria Schougaard Berntsen til TV2 Bornholm.