TEKNIQ-medarbejderne er på seminar i dag for at blive endnu bedre til at yde dig rådgivning. Derfor er der i dag begrænset telefonisk rådgivning – vi glæder os til at hjælpe dig mandag.
Mangel på skuemestre
Publiceret:21. aug. 2025
Skrevet af:Mads Hagemann Petersen
Hvis man kræver høj faglighed af de nyudlærte elektrikere, bør man selv gå forrest og hjælpe med at uddanne dem, lyder det fra den erfarne skuemester Asgar Krogh Nielsen, der er elinstallatør i Elicon.
- For mig var det en selvfølge at blive skuemester. Det bliver man jo nærmest nødt til, hvis man vil kræve et højt fagligt niveau blandt de nyudlærte elektrikere. Man må selv gå forrest – ellers kan man ikke brokke sig over niveauet. Vi må selv tage ansvar i branchen, siger Asgar Krogh Nielsen, skuemester og elinstallatør, Elicon.
Sådan lyder den klare melding fra den 41-årige elinstallatør, der selv har bidraget som skuemester i snart otte år. Og der er brug for flere som Asgar, hvis man skal forsætte med at holde et højt fagligt niveau for elektrikeruddannelserne.
- Vi mangler folk lige nu, men den gode nyhed er, at der både er brug for generalister og specialister. Med andre ord, lige meget hvad du er god til, så vil der være en rolle som skuemester klar til dig, siger Allan Schmidt-Petersen, uddannelseskonsulent i TEKNIQ.
”Man bliver helt glad i låget.”
Der er masser af fordele ved virket som skuemester. Både på brancheplan og på et personligt plan.
- Det er helt fantastisk, når man kommer ud og møder en, der tror, at de dumper, men som knokler igennem og består på trods af egen tvivl og nervøsitet. De bliver vanvittigt glade, og jeg bliver lige så glad i låget af at overvære det. Man kan dårligt blive andet, siger Asgar Krogh Nielsen.
Og der er generelt en del gode erfaringer at tage med fra skuemesterfaget. For Asgar Krogh Nielsen går der en lige linje fra hvordan han er som skuemester til, hvordan han agerer ift. egne lærlinge.
- Jeg fokuserer ikke på, om de laver en fejl, så længe de selv kan rationalisere sig frem til, hvad de burde have gjort. Det gælder både, når jeg er ude som skuemester og ift. mine egne lærlinge – det vigtigste er, at de lærer af det og ikke gentager fejlen, når de er ude hos kunden, siger Asgar Krogh Nielsen, skuemester og elinstallatør, Elicon.
Hvordan bliver man skuemester?
Hvis man selv ønsker at bidrage til et forsat højt fagligt niveau i branchen og tage teten som skuemester, så kan man kontakte Allan Schmidt-Petersen og høre mere på mail asp@tekniq.dk eller telefon 77 41 15 87.