Branchen melder stigende efterspørgsel på batterier
Publiceret:02. feb. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Jens Wittrup Præstbrogaard, COO i Bodil Energy.
Flere medlemsvirksomheder melder om markant større interesse for batterier blandt både private og erhvervskunder. TEKNIQ forventer, at 2026 kan blive året, hvor teknologien for alvor rykker ind i de danske virksomheder og hjem.
Batterier er på vej væk fra nichen. Kombineret med varmepumper, solceller og elbiler ser flere forbrugere nu batteriet som en naturlig del af det elektrificerede hjem. Batterierne kan både styre elforbruget smartere og udnytte egen solcellestrøm bedre.
Ifølge Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent i TEKNIQ, kan 2026 blive året, hvor batterierne for alvor slår igennem og kommer tættere på at være allemandseje. Det mærker leverandørerne allerede ude i markedet.
- Vi hører fra flere sider, at kunderne nu selv spørger efter batteriløsninger, når de får solceller, varmepumpe eller elbil. Batteriet er på vej fra nicheprodukt til naturlig del af den samlede installation – og det åbner et markant nyt marked for de virksomheder, der kan levere gennemskuelige og driftssikre løsninger, siger Asser Tønnesen.
Det kan batterierne:
Et batteri kan – afhængigt af dimensionering og styring – blandt andet:
Flytte elforbrug til de billigere timer
Øge egetforbruget af solcellestrøm
Dæmpe kortvarige spidsbelastninger i installationen
Skabe indtægt ved at stille batteriet til rådighed for net balancering
Installatør: Kunderne kender begreberne
Hos medlemsvirksomheden Bodil Energy i København har 2025 budt på travlhed med batteriprojekter – og en ny type kunde, der møder virksomheden med væsentligt højere forforståelse.
- Vi oplever et stadig stigende kendskab til batterier og de løsninger, de kan levere. Før i tiden brugte vi mere tid på at forklare om fx netbalancering og indtjeningsmulighederne. I dag oplever vi, at kunderne i højere grad kender til netbalancering eller har hørt om det - det gælder både private og erhvervskunder. Der er sket et stort skift, og vi forventer en vækst af kunder, der tilslutter sig netbalancering, med 10% i forhold til 2025, siger Jens Wittrup Præstbrogaard, COO i Bodil Energy.
For Bodil Energy betyder det, at dialogen i højere grad handler om konkret dimensionering, integration til eksisterende anlæg og forretningsmodeller omkring fleksibilitet – frem for at starte med basisintroduktion til teknologien.
Sikkerhed og økonomi driver efterspørgslen
Også hos medlemsvirksomheden JK Energi i Gørlev oplever man, at flere kunder aktivt spørger til batterier som en del af deres energiløsning. Efterspørgslen er så stor, at JK Energi forventer en vækst på 15-20% indenfor batteriløsninger til erhverv i 2026.
Direktør Kristian Abkjær peger på, at erhvervskunderne aktuelt fylder mest, men at privatmarkedet følger trop:
- Vi ser, at forbrugerne har fået øjnene op for, at intelligente batterier både giver sikkerhed og en god økonomi, siger Kristian Abkjær.
For mange kunder handler sikkerhed om forsyningsrobusthed og mindre sårbarhed over for prisudsving og kortvarige afbrydelser. Samtidig efterspørger både private og virksomheder mere præcise beregninger af tilbagebetalingstid og samspillet med solceller, varmepumper og elbiler.
TEKNIQ følger markedet tæt
TEKNIQ følger markedet for batterier tæt og er i løbende dialog med myndigheder og brancheaktører om rammevilkår. Vi arbejder for, at vores medlemsvirksomheder – uanset om de producerer, leverer eller installerer – har de bedste forudsætninger for at være med, når markedet vokser.
- TEKNIQ arbejder for, at rammerne understøtter en sund markedsudvikling. Det gælder både installationskrav, dokumentation og de aftalemodeller, der knytter sig til fleksibilitet og netbalancering, siger Asser Tønnesen.
TEKNIQ vil løbende orientere om udviklingen på området.