Netselskaberne Cerius og Radius vil fremover offentliggøre data om deres tilslutningstider på elnettet med udgangspunkt i de seneste måneders resultater. Derudover lancerer begge selskaber nye hjemmesider, som for første gang er bygget op efter samme struktur og design.
Den 1. september lancerede netselskaberne Cerius og Radius nye hjemmesider, der skal gøre det lettere for elinstallatører, rådgivere og andre professionelle at finde den information, de har brug for.
Samtidig tager netselskaberne et nyt skridt mod større gennemsigtighed. Fremover offentliggør de data om deres tilslutningstider på elnettet. Tiltaget bygger på anbefalinger fra den nationale energikrisestab (NEKST) og en brancheaftale om tidsstemplinger.
Formålet er at give kunderne et realistisk billede af, hvor lang tid deres tilslutningssager typisk tager.
- Rigtig mange kunder ønsker at tilslutte sig elnettet, og der er det vigtigt med en klar forventningsafstemning. De her tal for vores tilslutningstider kan forhåbentlig give kunderne en idé om, hvor lang tid deres tilslutningssag typisk vil tage, så de kan tage det med i deres overvejelser og planlægning, siger Agga Hjortkjær, funktionschef i Cerius-Radius, i en pressemeddelelse.
De første data viser, at mere end 95 procent af de mindre tilslutningssager afsluttes inden for 15 arbejdsdage, når der ikke er behov for udbygning af elnettet. Større projekter, som f.eks. lynladeparker, kan til gengæld tage op mod et halvt år fra aftaleindgåelse, skriver Cerius-Radius i pressemeddelelsen.
Cerius-Radius betragter initiativet som et første skridt i arbejdet med at skabe åbenhed og forbedre dialogen med kunderne. På sigt er ambitionen også at inddrage større tilslutningssager i statistikken.
Nu er hjemmesider ens
Både Cerius og Radius nye hjemmesider er nu opbygget ens med samme struktur, navigation og design.
Menuerne er blevet mere overskuelige, og søgefunktionen er forbedret, så brugerne hurtigt kan finde tekniske dokumenter, vejledninger og kontaktoplysninger. Særligt menupunktet Professionelle samler de mest efterspurgte emner ét sted – herunder ISB, tilslutningsprocesser og tekniske specifikationer. Kun enkelte forskelle eksisterer, hvor interne processer eller teknik varierer mellem de to forsyningsområder.