I øjeblikket er TEKNIQ i gang med at gennemgå AMR-oplysninger for medlemsvirksomheder. Er oplysningerne forkerte, har man indtil 18. december 2025 til at kontakte TEKNIQ.
Som følge af OK2025 har man som arbejdsmiljørepræsentant ret til et årligt vederlag på 9.000 kr., der finansieres af den relevante Uddannelses- og Samarbejdsfond og udbetales én gang årligt i december. Det er op til den enkelte arbejdsmiljørepræsentant at underrette sin fagforening om sin funktion – og dermed retten til vederlaget.
For at sikre, at alle opgivne AMR-oplysninger passer, vil TEKNIQ via mail kontakte de relevante medlemsvirksomheder. Passer de oplyste AMR-informationer, skal man ikke foretage sig yderligere. Men hvis oplysningerne vedrørende virksomhedens arbejdsmiljørepræsentant ikke er korrekte, skal man skynde sig at kontakte TEKNIQ, inden d. 18. december 2025.
- Vi beklager meget den korte frist, der skyldes at vederlaget skal udbetales i december. Her det første år, efter overenskomsten trådte i kraft, har processen været meget håndholdt, men allerede fra næste år, vil det være mere automatiseret. Det betyder også at fristen fremadrettet bliver væsentlig længere, siger Mie Forsberg, konsulent i TEKNIQ.