Er I klar til at skabe fritidsjob og praktikpladser?
Publiceret:03. nov. 2025
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Praktik, fritidsjob og juniormesterlære - nye regler giver flere muligheder for at ansætte unge og kan blive nøglen til at sikre fremtidens arbejdskraft. Få overblikket på TEKNIQs kommende webinar.
Fra 1. januar 2026 bliver det lettere at tage unge ind i fritidsjob og praktik. De nye arbejdsmiljøregler for unge under 18 år øger fleksibiliteten, så de unge kan løse flere opgaver i virksomheden.
Samtidig er der indført obligatorisk erhvervspraktik for elever i 7.-9. klasse. Derudover giver juniormesterlæreordningen flere virksomheder mulighed for at tage unge ind allerede før en egentlig erhvervsuddannelse.
TEKNIQ inviterer derfor medlemsvirksomheder til et webinar, hvor deltagerne får overblik over de nye regler og muligheder for at tiltrække fremtidens arbejdskraft.
Unge i job – en vigtig investering
Behovet for at rekruttere unge er akut. Ungdomsårgangene bliver mindre, og op mod hver fjerde medarbejder i installations- og industribranchen når pensionsalderen i løbet af få år.
Tidligere i år viste en TEKNIQ-analyse, at næsten halvdelen af de virksomheder, der har unge i fritidsjob, ender med at tilbyde dem en læreplads. Det understreger potentialet i at invitere de unge tidligt ind i virksomheden og give dem en konkret fornemmelse af faget og hverdagen.
Få styr på rammerne
På webinaret får deltagerne:
Overblik over de nye arbejdsmiljøregler for unge
Viden om rammerne for juniormesterlærer
Viden om rammerne for erhvervspraktik
Det praktiske
Webinaret er kun for TEKNIQs medlemmer og afholdes online via Microsoft Teams. Det kræver tilmelding via TEKNIQs medlemsportal – husk at være logget ind.
Deltagerne modtager en mail med link og teknisk vejledning forud for webinaret.
Vi gør opmærksom på, at webinaret optages.
Er du ikke medlem og gerne vil deltage i webinaret, så kontakt Ulrik Hjorth-Andersen og hør om medlemskab hos TEKNIQ, så kvitterer vi med et link til deltagelse i webinaret.
Du kan læse mere om webinaret og tilmelde dig her.