EU's ja til ambitiøse klimamål giver nye muligheder for det tekniske erhvervsliv
Publiceret:06. nov. 2025
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
EU-landene er blevet enige om et ambitiøst klimamål om at reducere drivhusgasudledninger med 90 procent i 2040. Aftalen skaber nye muligheder for det tekniske erhvervsliv, men brugen af klimakreditter vækker bekymring, mener TEKNIQ.
Efter lange forhandlinger blev EU-landene onsdag enige om et fælles klimamål for 2040. Målet lyder på en reduktion i drivhusgasudledninger på 90 procent sammenlignet med 1990-niveauet. Dermed lægger EU en ambitiøs kurs mod klimaneutralitet.
Ifølge planen skal 90 procents-målet nås gennem en kombination af teknologisk omstilling, elektrificering og anvendelse af klimakreditter.
85 procent af reduktionen skal komme fra EU-landene, mens de sidste fem procent skal komme fra internationale klimakreditter. Da forhandlingerne gik i gang, lå udgangspunktet for brugen af klimakreditter på tre procent.
Brugen af klimakreditter skaber bekymring hos TEKNIQ, hvor man anerkender den politiske vilje, men advarer mod at overlade for meget af løsningen til klimakompensation uden for EU.
– EU fortjener ros for at holde fast i et ambitiøst klimamål på 90 procent. Det viser mod og vilje til at tage ansvar. Men når kreditter bliver en del af løsningen, svækkes den reelle drivkraft i omstillingen. Den grønne omstilling skal ikke købes. Derfor er det helt afgørende, at EU fastholder fokus på at opbygge sin egen grønne energisektor. Det er vejen til både et stærkere klimaaftryk, større energiuafhængighed og en mere konkurrencedygtig europæisk økonomi, siger Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ.
Aftale skaber ro for erhvervslivet
Med fastlæggelsen af klimamålet for 2040 lægger EU sig fast på målsætningen om en grøn fremtid for Europa. Det skaber ro for erhvervslivet, der nu kan investere yderligere i den grønne omstilling. Samtidig åbner der sig nye muligheder for det tekniske erhvervsliv, mener Nicolai Siegumfeldt.
- Det nye klimamål vil give europæiske virksomheder øget incitament til at accelerere den grønne omstilling. Det vil betyde en markant udbygning af elektrificering og energieffektivisering i hele Europa, ligesom både lande og virksomheder vil kigge mod vedvarende energiløsninger. Her spiller mange af TEKNIQs medlemsvirksomheder allerede i dag en aktiv rolle, siger Nicolai Siegumfeldt.
Klimamålet for 2040 er næste skridt i EU's lovfæstede mål om at være klimaneutral i 2050. Aftalen skal nu godkendes af Europa-Parlamentet, inden den bliver vedtaget som lov. Det forventes at ske inden årets udgang.