Ezra strøg direkte fra grundforløb til DM i Skills
Publiceret:13. apr. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
19-årige Ezra Mollerup fra Lemvig valgte gymnasiet fra til fordel for smedefaget. Nu repræsenterer han faget ved DM i Skills 2026 efter at være blevet spottet af en opmærksom lærer.
Gymnasiet var ikke noget for Ezra Mollerup. Opvokset på en ejendom i Lemvig med en far og bror, der er landmænd, har han altid brugt hænderne. Derfor var Ezra Mollerup også sikker på én ting, da han var færdig med folkeskolen: Han skulle ikke i gymnasiet.
Men hvad skulle han så? Faktisk begyndte Ezra Mollerup med at søge læreplads som elektriker, allerede inden han var begyndt på erhvervsskolen, men faget fangede ham ikke.
- Jeg var ikke så interesseret i at hænge kabler op og samle stikkontakter. Det synes jeg ikke var spændende. Heldigvis kommer man til at prøve en masse forskellige fag det første halve år på skolen, og jeg blev hurtigt interesseret i smedefaget, fortæller den 19-årige klejnsmedelærling, der i dag er i lære hos medlemsvirksomheden Lemvig Maskin & Køleteknik.
Og det blev bogstavelig talt smedefaget, der åbnede verden for Ezra Mollerup. Han har allerede været i Belgien for at montere landgange, været med til at lave et amoniakanlæg og har hjulpet med at omstille fødevareanlæg til rustfrit stål.
- Med smedefaget er der mulighed for at komme ud i verden og se noget, og det er superfedt, siger Ezra Mollerup.
Blev spottet af lærer
Det var en lærer på Skjern Teknisk Skole, der fik øje på Ezra Mollerups talent under et forløb i teknisk design. Læreren spurgte, om han havde lyst til at deltage i DM i Skills.
Ezra Mollerup sagde ja og begyndte at øve sig på de svejsestillinger, han havde svært ved. Da Ezra Mollerup skulle deltage i regionsmesterskabet, havde han ikke engang færdiggjort sit andet grundforløb, mens andre deltagere var længere i deres uddannelse.
- Jeg var lidt nervøs, for de andre var jo noget mere erfarne end mig. Jeg havde faktisk lavet flere små fejl, men det gik heldigvis godt," fortæller Ezra Mollerup, der nu ser frem til DM i Skills 2026 med en blanding af spænding og nysgerrighed.
Drømmer om at blive selvstændig
Når arbejdsdagen er slut, stopper Ezra Mollerup ikke med at svejse og skrue. I fritiden går han på sit eget værksted i Lemvig. Ezra Mollerup er ansat hos sin far, hvor han reparerer, overfladebehandler og sandblæser emner.
- Lige nu arbejder jeg for min far, og det er rigtig sjovt. Jeg har alle mulige projekter, som jeg arbejder på. Drømmen er at blive selvstændig ligesom ham en dag, siger Ezra Mollerup.