Satserne for medlemskab er uændrede, men virksomheder under Elektrikeroverenskomsten skal være opmærksomme på, at visse bidrag nu opkræves direkte af EVU.
I slutningen af årets første kvartal modtager medlemsvirksomhederne den faste opkrævning for grund- og lokalforeningskontingent. Modellen følger samme fremgangsmåde som i 2025.
Samlet faktura for medlemskab
I Q1 opkræves grundkontingentet for hele året samt kontingentet til lokalforeningen på én gang.
Hvis virksomheden har indberettet lønsum, vil denne faktura også indeholde lønsumskontingentet for Q1. Det resterende lønsumskontingent opkræves løbende hvert kvartal.
Der er ingen ændringer i prisen for medlemskabet. Grundkontingentet fastholdes på 5.000 kroner, og lønsumskontingentet udgør fortsat 0,25 procent af lønsummen for all inclusive medlemmer, 0,15 procent af lønsummen for erhvervsmedlemmer og 0,10 procent af lønsummen for digitale medlemmer.
Særskilt faktura til fonde
Udover kontingentfakturaen udsendes en separat opkrævning til de overenskomstbestemte fonde for all inclusive-virksomheder, der har en registreret lønsum eller som er omfattet af TEKNIQ Barsel.
Denne faktura dækker bidrag til barselsfonden, hvor satsen udgør 0,38 procent af lønsummen. Herudover indgår bidrag til uddannelses- og kompetencefonde på samme faktura.
Ny afsender til elektriker-virksomheder
For virksomheder, der arbejder under Elektrikeroverenskomsten, er der sket en administrativ ændring i år. TEKNIQ står ikke længere for opkrævningen til uddannelses- og samarbejdsfondene eller lærlingeforsikring på dette område.
Disse bidrag opkræves fremadrettet direkte af EVU, som varetager den daglige administration af fondene. Medlemmer under denne overenskomst skal derfor være opmærksomme på, at der lander en faktura fra en ny leverandør i indbakken, som dækker disse specifikke poster.
Betal kontingentet automatisk
Husk at der er mulighed for at opkrævningerne automatisk betales vi Leverandørservice. Ved at tilmelde din virksomhed til Leverandørservice vil I blive trukket det forfaldne beløb på sidste betalingsdato direkte. Det er samme princip som betalingsservice. Løsningen kører automatisk, indtil I framelder den. Fakturaen til bogholderiet bliver fremsendt hvert kvartal til jeres mail.
I kan tilmelde jer Leverandørservice via linket i mailen, som I modtager sammen med fakturaen.