Fagtalent-vinder: - Det er vigtigt at hylde unge håndværkere
Publiceret:03. sep. 2025
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Når man går ind på M. Karrebæk Ståls hjemmeside, mødes man af proklamationen: Vinder af Fagtalent 2024. Den unge klejnsmed er stolt af prisen, som har givet masser af positiv opmærksomhed.
Allerede i læretiden hos medlemsvirksomheden Klemas Trapper fik klejnsmed Mads Karrebæk Mortensen et CVR-nummer. Energien rakte til langt mere end en almindelig arbejdsuge, og han hjalp landmænd på Sydsjælland og Lolland-Falster med mindre reparationer om aftenen og i weekenderne.
Da han blev udlært, startede han sin egen virksomhed, M. Karrebæk Stål, i Nykøbing Falster, og som kronen på værket vandt han sidste år Fagtalent 2024 i kategorien ”Vækst og iværksætteri”.
- Det var en kæmpe cadeau at vinde prisen, og jeg er stolt af det. Det er jo svært at måle, men prisen har givet mig en masse positiv opmærksomhed. Det har givet mig et godt ry og jeg bruger det som en reference på min hjemmeside, siger Mads Karrebæk Mortensen.
Indstil dit Fagtalent
For at komme i betragtning til Fagtalent-priserne, skal man være under 36 år, have færdiggjort en erhvervsfaglig uddannelse og være i beskæftigelse på det private arbejdsmarked.
Der uddeles priser indenfor otte kategorier:
Innovation
Vækst og iværksætteri
Komet
Ledelse
Kundetilfredshed
Kulturbærer
Grøn omstilling
Året talentudvikler (særpris)
Du kan indstille dit bud på et Fagtalent på Fagtalents hjemmeside, men du skal ikke vente for længe, for den 19. september lukkes der for indstillinger. Vinderne blive afsløret ved et awardshow den 27. november.
Så lyset i skolepraktik
Prisen var ikke mindst et skulderklap til en ung mand med ADHD og ordblindhed, der ikke havde haft det nemt i folkeskolen. Mads Karrebæk Mortensen blev smidt ud af en skole i 5. klasse, dumpede 9. og 10. klasse og troede egentlig, at han skulle være landmand.
Men en efterskolelærer så et lys i ham som smed og efter en uges skolepraktik hos en smedemester, havde Mads Karrebæk Mortensen også selv set lyset. Siden fik han 12 i sin svendeprøve.
Derfor mener Mads Karrebæk Mortensen også, at Fagtalent-prisen er en vigtig mulighed for at hylde unge, der har succes indenfor håndværksfaget.
- Man skal indstille en ung til årets Fagtalent, fordi det er vigtigt at hylde håndværkere og erhvervslivet i Danmark. Vi har brug for nogle unge selvstændige, for det er også dem, der er med til at holde Danmark i gang, siger Mads Karrebæk Mortensen.
Drømmer om ansatte
I dag er Mads Karrebæk Mortensen godt i gang med at drive M. Karrebæk Stål og opgaverne er meget forskelligartede. Han har ombygget et tigerbur, løser opgaver på byggepladser og har løbende smedeopgaver på en elementfabrik, når der er travlt.
Nu drømmer han om at kunne ansætte et par medarbejdere indenfor de kommende år.
- Jeg har købt en ny ejendom, hvor der er plads til, at jeg kan opbygge et fedt værksted. Så lige nu er det værkstedet og mine kunder, der er mit fokus. Og så håber jeg, at min virksomhed om et par år er vokset så meget, at jeg kan få et par ansatte, siger Mads Karrebæk Mortensen.
Har du ikke nået at indstille en ung til Fagtalent 2025? Du kan stadig nå det, inden fristen for at indstille kandidater udløber den 19. september 2025.