Hvordan kobler branchens ledere egentlig af – og hvem holder skansen, når chefen smækker computeren i? Vi har spurgt en række ledere i det tekniske erhvervsliv om, hvordan de balancerer ansvar, drift og sommerferie, og de har delt deres erfaringer, bedste ferietips og små personlige sommerglimt.
Når Danmark trækker i shorts og sandaler, fortsætter det tekniske erhvervsliv med at holde hjulene i gang. I vores sommerserie “Fem sommerskarpe til det tekniske erhvervsliv” er det nu nummer to i rækken, Henrik Fugmann, adm. direktør i Fugmann A/S, der deler sine sommerplaner og fortæller, hvordan han får ansvar og afkobling til at gå hånd i hånd.
Hvem har nøglerne, når du går på ferie – og hvordan sørger I for, at butikken ikke brænder ned i mellemtiden? Vi har et stærkt team, der er vant til at tage ansvar – også når jeg er væk. Vi fordeler opgaverne i ledergruppen, og der er altid én på vagt som kan træffe beslutninger. Det handler ikke om at slukke brande, men om at forebygge dem.
Tør du trykke ‘slå notifikationer fra’ – eller sniger du dig til at tjekke arbejdsmailen i ny og næ? Jeg tør godt trykke – men jeg indrømmer, at fingeren nogle gange glider hen over mail-appen alligevel. Det handler ikke om kontrol, men om nysgerrighed. Og så længe det ikke stjæler nærværet, er det okay.
Hvad er din sommerferie-stil: campingvogn, cocktails eller carport-projekter? Min ferie-stil er en blanding. Natur, kultur, socialt samvær med familie og venner og gerne en god bog i skyggen. Det vigtigste er at koble af, opleve noget nyt og have tid til både sig selv og de nærmeste.
Hvad har du lært om at holde ferie som leder – og hvad ville du ønske, du havde vidst tidligere? At det er sundt at være offline. Ikke kun for mig, men også for organisationen. Når lederen træder et skridt tilbage, får andre mulighed for at træde frem. Jeg ville ønske, jeg havde lært tidligere, at fravær også kan være en form for ledelse.
Hvornår i løbet af ferien mærker du, at du endelig er landet? Ærligt, men der går et par dage. Der er normalt mange opgaver der skal nås, inden man kan holde sommerferie. Men efter nogle dage uden en fuld kalender så falder tempoet, og så er man landet.