Grøn industri under pres: Hør regeringens perspektiv
Publiceret:05. feb. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Stigende omkostninger og geopolitisk uro presser konkurrenceevnen for de virksomheder, der skal levere den grønne omstilling. Hør klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards bud på en løsning, når han gæster TEKNIQ.
Da et bredt flertal i Folketinget vedtog Klimaloven i 2019, så verden anderledes ud. Dengang var fokus entydigt på at hæve de grønne ambitioner. I dag står danske produktionsvirksomheder i en virkelighed, hvor de tektoniske plader under klimapolitikken har rykket sig.
Stigende priser på energi og materialer, geopolitiske spændinger og krig i Europa er faktorer, der rammer de virksomheder, som producerer og leverer komponenter til vindindustrien og andre af fremtidens energiløsninger. Det skaber en svær balancegang: Hvordan fastholder vi de høje grønne ambitioner, uden at det sker på bekostning af forsyningssikkerheden og virksomhedernes konkurrenceevne?
En ny virkelighed kræver nye svar
Det er denne komplekse virkelighed, der er på dagsordenen, når TEKNIQ inviterer til morgenmøde med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Udfordringen er tydelig: En ambitiøs grøn politik skal nu navigeres i et farvand fyldt med usikkerheder. For erhvervslivet handler det ikke længere kun om CO2-reduktioner, men også om at sikre, at danske virksomheder stadig kan konkurrere på et globalt marked, hvor vilkårene ændrer sig hurtigt. Spørgsmål om sikkerhed, købekraft og stabile forsyningskæder fylder mere end nogensinde før.
På mødet vil Lars Aagaard give sit og regeringens bud på, hvordan man fører en ansvarlig klimapolitik, der holder hånden under både danskernes økonomi og virksomhedernes vækstmuligheder. Det centrale spørgsmål bliver, hvordan rammevilkårene kan tilpasses, så den grønne omstilling fortsat er en god forretning for Danmark.
Mulighed for direkte dialog
Der vil efter ministerens oplæg være afsat tid til spørgsmål og konkrete input fra salen. Det er her, man som virksomhed kan gøre opmærksom på de specifikke barrierer, man møder i hverdagen – hvad enten det drejer sig om bureaukrati, manglende arbejdskraft eller uhensigtsmæssige afgifter.
Adm. direktør i TEKNIQ, Troels Blicher Danielsen, byder velkommen og sætter rammen. Dagen starter med let morgenmad og netværk med kolleger fra det tekniske erhvervsliv.
Mødet afholdes tirsdag den 24. februar 2026 kl. 07.30–09.00. Adressen er: TEKNIQ, Paul Bergsøes Vej 6, 2600 Glostrup.
Morgenmødet er for TEKNIQs medlemmer og tilmelding kan se her.