
Mogens Lønsbo Sørensen, direktør i Christoffersen og Knudsen A/S, har gjort det, mange udskyder: Han har udarbejdet en konkret beredskabsplan og testet den. I podcasten fortæller han, hvordan du får styr på din egen virksomhed, før kaos rammer – og hvorfor det faktisk ikke er så bøvlet.
Når strømmen går, serverne svigter, eller mobilnettet lukker ned, er det som regel virksomheder i det tekniske erhvervsliv, der skal få samfundet op at køre igen. Men hvad hvis det er dig selv, der rammes?
I podcasten HØRT fortæller direktør Mogens Lønsbo Sørensen fra Christoffersen og Knudsen A/S, hvordan de som mellemstor virksomhed med 80 ansatte har lavet en beredskabsplan, der faktisk kan bruges – også når alt går i sort.
– Vi startede helt fra bunden, men det var ikke raketvidenskab. Vi lavede en plan, printede den ud og lagde den fysisk hos funktionærerne. Vi fandt ud af, hvor skrøbeligt mobilnettet er, og hvordan vi skal prioritere, hvis alt lukker ned, siger han.
Fra worst-case til konkrete greb
Planen handler ikke kun om cybertrusler og compliance. Den handler også om strømudfald, nøglepersoner, adgang til bygninger og hvordan man organiserer sig i de første seks timer uden kommunikation.
– Mange tror, at en beredskabsplan er noget, man først laver, når man er stor eller udsat. Men for os handler det om sund fornuft. Vi har givet powerbanks til kontorfolk, printet planen og lavet en plan B for fordelingen af mandskab, forklarer Mogens.
Det værste du kan gøre, er ingenting
Christoffersen og Knudsen blev for nogle år siden ramt af et hackerangreb. Den oplevelse – og en opfordring fra bestyrelsen – blev startskuddet til en ny tilgang: Det handler ikke om at være nervøs. Det handler om at være klar.
– Hvis man synes, det er for besværligt at lave en plan, så prøv at overveje, hvad det koster at stå uden én, siger han.
🎧 Lyt til podcasten i nedenstående og få konkrete råd til, hvordan du selv kommer i gang.
FAKTA:
TEKNIQ har sat gang i en kampagne om beredskab og robusthed. På tekniq.dk finder du guides og skabeloner, som kan hjælpe dig i gang – også hvis du starter fra nul.