Har din virksomhed unge under 20 år ansat og er placeret i Vestjylland, Sydjylland eller på Bornholm? Så er I ikke alene.
For i de tre landsdele har næsten halvdelen af de unge under 20 år et arbejde, viser en ny analyse fra TEKNIQ.
Det gør, at de placerer sig blandt de landsdele med flest unge i beskæftigelse – og det kan vise sig at være vejen til, at den unge vælger en faglært uddannelse.
Fritidsjob fører til læreplads
Hvis en ung har haft et fritidsjob, er der nemlig større sandsynlighed for, at vedkommende også er i job senere hen i livet. Og det er særligt vigtigt, for en medlemsundersøgelse fra TEKNIQ viser, at 48 procent af virksomhederne oplever, at unge, som hat haft et fritidsjob hos dem, vender tilbage for at gå i lære.
- Når unge får lov til at prøve kræfter med virkelige arbejdsopgaver, går det op for mange, hvor meningsfuldt det tekniske erhvervsliv er – og hvor mange døre det kan åbne. Derfor har TEKNIQ arbejdet benhårdt for at få politikerne til at forstå, at reglerne spændte ben for at virksomhederne kunne skabe rammerne for et interessant fritidsjob, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
På landsplan havde 42 procent af de unge under 20 år et lønmodtagerjob i første kvartal af 2025. Det tal er næsten uændret fra 2024.
Mulighederne åbner sig for flere unge
Tidligere var rammerne for at have unge i fritidsjob præget af indviklede og restriktive regler, der fik flere virksomheder til at genoverveje, om man kunne tilbyde de unge et ordentligt fritidsjob med spændende opgaver.
Derfor er det en særlig god nyhed, at regeringen nu har indgået en trepartsaftale om nye regler for unges fritidsarbejde. For det kan bane vejen for endnu flere unge i fritidsarbejde.
- Vi ved, at et fritidsjob ofte er det første skridt ind på arbejdsmarkedet og også gerne mod et liv som faglært. Vi har brug for flere faglærte. Derfor er det så vigtigt, at reglerne nu bliver mere fleksible og forståelige. Det her er en rigtig god nyhed for både de unge og for virksomhederne, siger Maria Schougaard Berntsen.
Nu skal virksomhederne fremover udarbejde en risikovurdering for de unges fritidsjob, så det bliver tydeligere, hvilke opgaver de må påtage sig.