TEKNIQ holder lukket mellem jul og nytår. Ved akut overenskomsthjælp kan Jura kontaktes - vi åbner igen 2. januar. Læs mere her
Madordninger på jobbet er nok det mest populære personalegode af alle. Hvis blot maden ikke er luksuspræget, og medarbejdernes egenbetaling overholder mindstegrænsen, må arbejdsgiveren gerne betale det meste.
Reglerne for beskatning af personalegoder er i de fleste virksomheders øjne håbløst umoderne, administrativt besværlige og unødigt restriktive. Der findes imidlertid ét område, hvor skattereglerne helt åbenlyst er ganske lempelige – nemlig i forhold til kantineordninger. Det kan illustreres med en netop offentliggjort afgørelse.
Sagen handlede om en virksomhed, som var på vej til at etablere en kantineordning baseret på indkøb hos en cateringvirksomhed. Altså en gængs madordning uden produktion i eget køkken.
Maden ville være helt traditionel kantinemad og bestå af en lun ret, to slags pålæg og forskellige salater samt friskbagt madbrød og rugbrød. Om torsdagen ville der være kage på buffeten, mens der mandag og onsdag ville være lidt ost.
Prisen for maden ville udgøre 75 kr. pr. kuvert inklusive moms, mens transporten af maden ville udgøre et beløb svarende til 3,13 kr. pr. kuvert. Den samlede kuvertpris udgjorde dermed 78,13 kr. pr. dag, hvoraf medarbejderne skulle betale de 30 kr. (38,4 %), mens virksomheden ville betale resten (61,6 %). Medarbejdernes bidrag ville blive trukket af deres nettoløn med et fast beløb på 550 kr. om måneden svarende til 220 arbejdsdage om året á 30 kr.
Både Skattestyrelsen og Skatterådet var enige om, at den beskrevne madordning ikke ville udløse beskatning hos medarbejderne af det tilskud, som deres arbejdsgiver gav til denne.
Skats afgørelse blev begrundet med, at arbejdsgiverens andel af de samlede udgifter er uden betydning, hvis den mad, der serveres, ikke er luksuspræget. Samtidig må medarbejdernes egenbetaling ikke være mindre end de satser, der blev fastsat tilbage i 2010.
Disse satser udgør 15 kr. pr. dag, hvis maden serveres uden andre drikkevarer end postevand, og 20 kr. om dagen, hvis maden ledsages af fx sodavand og juice. Begge betingelser var klart opfyldt.
Ved afgørelsen blev der tillige lagt vægt på, at madordningen kun omfattede ét måltid mad om dagen, og at der som udgangspunkt ville blive indkøbt det antal kuverter, som passede med det antal medarbejdere, der tilmeldte sig ordningen.
Selvom praksis er lempelig, så er der to forhold, som skattemyndighederne desværre ikke vil give sig på.
Det ene er, at indkøbet af mad ikke løbende må tilpasses det antal medarbejdere, som rent faktisk er på arbejdspladsen de enkelte dage. Heller ikke selvom dette utvivlsomt fører til madspild.
Det andet er, at madordningerne kun må omfatte ét måltid mad om dagen. En praksis som især er til gene for de virksomheder, som gerne vil give medarbejderne mulighed for at få morgenmad på jobbet på daglig basis og ikke kun i forbindelse med medarbejdermøder og lignende.
