TEKNIQ og Dansk El-Forbund lancerer 9. januar det fælles initiativ ”Plads til flere”, der skal gøre elbranchen mere mangfoldig og inkluderende. Lanceringseventet foregår digitalt og er åbent for alle interesserede.
Det tekniske erhvervsliv har brug for flere hænder – og flere typer hænder. Derfor er TEKNIQ og Dansk El-Forbund gået sammen om at sætte fokus på mangfoldighed og inklusion, hvor der er plads til flere uanset køn, etnicitet, alder eller handicap.
Initiativet ”Plads til flere” lanceres den 9. januar 2026 med et digitalt event, der bl.a. skal give inspiration og viden til virksomheder, der vil åbne op for at arbejde med diversitet blandt medarbejderne. Initiativet består bl.a. af et online univers med fokus på konkrete værktøjer og viden om, hvordan man griber arbejdet an, samt to webinarer, der afholdes i februar og marts 2026.
– Inklusion handler ikke om velgørenhed – det handler om at bruge hele talentmassen. Manglen på faglærte vokser, og hvis vi skal tiltrække fremtidens medarbejdere, skal vi også være en branche, hvor der er plads til forskellige mennesker, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ, der er en af talerne ved lanceringseventet.
Et fælles løft for mangfoldighed
”Plads til flere” udspringer af den seneste overenskomstaftale på el-området, hvor Dansk El-Forbund og TEKNIQ har forpligtet hinanden på et målrettet samarbejde om mangfoldighed.
Initiativet skal inspirere og støtte virksomheder, skoler og andre relevante parter i at sikre et inkluderende miljø, hvor der er plads til flere.
– Der er brug for, at flere får øje på det tekniske erhvervsliv. Vi har brug for alle, der har kompetencerne og viljen til at bidrage – og vi skal gøre det tydeligt, at vores fag rummer karrieremuligheder for mange flere end dem, der traditionelt har fundet vej, siger Troels Blicher Danielsen.
Praktisk hjælp til virksomhederne
På hjemmesiden pladstilflere.dk kan bl.a. virksomheder finde inspiration, fakta og værktøjer til arbejdet med mangfoldighed. Hvad siger loven? Hvad virker i praksis? Hvordan tager man første skridt?
Det digitale event den 9. januar markerer starten på indsatsen. Her kan man høre oplæg fra virksomheder, lærlinge og skoler, der deler erfaringer med inkluderende kulturer og teams.
– Det behøver ikke at være uoverskueligt eller tidskrævende at arbejde med inklusion og mangfoldighed. Det handler om kultur, kommunikation og vilje. Med det her initiativ gør vi det lettere at komme i gang, siger Troels Blicher Danielsen.