
Gunnar Kristensen VVS bliver den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen. Efter den forventede godkendelse fra konkurrencemyndighederne bliver Herning virksomheden nr. 40 i gruppen af installationsvirksomheder indenfor el-, vvs-, fiber samt ventilations- og kølesystemer i Danmark og Schweiz.
Den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, Gunnar Kristensen VVS, udfører alt inden for VVS, ventilation og blik for private og erhverv. Virksomheden beskæftiger omkring 115, er beliggende i Herning, og blev etableret af Gunnar Kristensen i 1936, mens ledelsen i dag består af Jan Iversen, Bjarne V. Lauridsen og Morten Thomsen.
- Vi er glade for at kunne fortsætte virksomheden som del af en stærk, landsdækkende gruppe. Vi glæder os meget til at bidrage med vores faglige ekspertise, samtidig med at vi får adgang til nye muligheder for vækst og udvikling, siger Jan Iversen, direktør i Gunnar Kristensen VVS.
Ledelsen i Gunnar Kristensen VVS fortsætter og bliver dermed også medejere og partnere i InstallatørGruppen. Virksomheden beholder desuden deres firmanavn, medarbejdere, afdelinger og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.
- Vi er meget glade for at byde Gunnar Kristensen VVS velkommen i gruppen. Med deres imponerende 89 års erfaring og dygtige team styrker vi vores position markant inden for VVS og ventilation. Gunnar Kristensen VVS har gennem generationer opbygget en stærk position, og deres ekspertise er et godt match til vores gruppe. Vi ser meget frem til samarbejdet, siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.
-
Vokseværk fortsætter
Efter konkurrencemyndighedernes godkendelse vil InstallatørGruppen bestå af i alt 40 installationsvirksomheder på tværs af Danmark og Schweiz med en samlet omsætning på omkring DKK 4 mia. og mere end 2000 medarbejdere.