Jonas Rasmussen fra Stenstrup på Sydfyn kan nu kalde sig både vvs-installatør og vinder af TEKNIQs Installatørpris.
23-årige Jonas Rasmussen fra Stenstrup på Sydfyn kan nu kalde sig både vvs-installatør og vinder af TEKNIQs Installatørpris, der uddeles til de kandidater, som klarer sig igennem studiet med det højeste karaktergennemsnit.
Jonas Rasmussen begyndte på vvs-installatøruddannelsen på UCL i Odense med en plan om at styrke både sine tekniske kompetencer og ledelsesmæssige kompetencer.
Nu kan han ikke kun kalde sig vvs-installatør men også modtager af Installatørprisen, som TEKNIQ uddeler til de nyuddannede installatører med det højeste karaktergennemsnit. Og høje blev karaktererne i den grad for Jonas, der strøg igennem studiet med topkarakter og et samlet gennemsnit på 11,9.
- Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over at modtage Installatørprisen. Det er et konkret bevis for den arbejdsindsats, jeg har lagt i uddannelsen, og at jeg kort og godt har gjort et godt stykke arbejde, siger Jonas Rasmussen.
For Jonas, der tidligere har været i praktik hos Kemp & Lauritzen i Odense, er det utroligt vigtigt, at man gør tingene ordentligt.
- Man skal have styr på det, man laver, være omhyggelig i sit arbejde og altid have forståelsen og passionen for sin faglighed. Det var også en af grundene til, at jeg valgte installatøruddannelsen, siger Jonas Rasmussen.
”Lysten til at give den gas”
Installatørvejen åbner for utrolig mange retninger inden for det tekniske erhvervsliv. Og for den unge Fynbo er der ingen tvivl om, at de stillinger, der tiltaler ham mest, netop giver muligheden for at kombinere ledelse med det at være en teknik-mand.
- Jeg kunne sagtens se mig selv som serviceleder, projektleder eller ledende tekniker. Min tid i Kemp Kemp & Lauritzen var utrolig inspirerende, og jeg lærte meget af den indsigt og det sammenspil, der var i VVS-afdelingen, lyder det fra Jonas Rasmussen, der i øjeblikket er jobsøgende og spændt på at se, hvor han skal tage næste skridt i sin karriere i installationsbranchen.
- Det er svært at vide, hvor man ender, men jeg glæder mig bare til at komme ud og bruge mine færdigheder. Jeg har lysten til at give den gas – og lysten til at komme ud og skabe værdi i en spændende virksomhed, siger Jonas Rasmussen.
Modtagere af TEKNIQs Installatørpris inden for vvs-området