Reglerne om vejrlig er forskellige i overenskomsterne for vvs-, el- og Industriområdet.
Reglerne på vvs-området
På vvs-området er overenskomstparterne enige om, at medarbejdere kan hjemsendes på grund af vejrmæssige forhold. Dette er direkte hjemlet i overenskomsten og sker efter vejledningen til bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse.
I forbindelse med en hjemsendelse er virksomheden forpligtet til at underskrive en frigørelsesattest, som indebærer, at medarbejderen under hjemsendelsen er friholdt for de opsigelsesregler, der normalt gælder i henhold til VVS-overenskomsten. Desuden har man som arbejdsgiver forpligtet sig til ikke at afskedige de hjemsendte medarbejdere, når de går hjemme på grund af dårligt vejr.
Man kan altså ikke bruge vejrlig til at omgå vvs’erens opsigelsesvarsel. Ydermere siger reglerne, at hjemsendelsen af en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant normalt ikke kan finde sted, medmindre der foreligger tvingende årsager.
Reglerne på el-området
På el-området er reglerne anderledes, fordi muligheden for hjemsendelse ikke fremgår eksplicit af Elektrikeroverenskomsten. Derimod har overenskomstparterne udviklet en fast praksis, som gør det muligt at hjemsende elektrikere på grund af vejrlig.
Hjemsendelse kan derfor finde sted ved kraftig sne, is, storme eller andre vejrforhold, der gør det usikkert at opholde sig på arbejdspladsen, ligesom hjemsendelse kan ske, hvis f.eks. frost forhindrer, at man kan udføre den pågældende arbejdsopgave.
Formålet med denne praksis er, at hjemsendelse på grund af vejrlig skal være med til at sikre alles sikkerhed og minimere risikoen for ulykker på arbejdspladsen. Hjemsendelse kan desuden bruges som et middel til at undgå opsigelser, når vejret forhindrer udførelsen af opgaverne. Beslutningen om hjemsendelse træffes typisk af ledelsen eller myndighederne baseret på vejrudsigter og aktuelle vejrforhold.
Når beslutningen om hjemsendelse træffes, skal en orientering udarbejdes. Det er TEKNIQs anbefaling, at denne orientering indeholder følgende oplysninger:
Parternes oplysninger,
Årsagen til hjemsendelsen,
Oversigt over pligten til tilbagevenden til arbejdet, når hjemsendelsesgrundlaget ophører,
Oplysning om, at arbejdsgiveren underskriver frigørelsesattest, hvis medarbejderen ønsker det,
Oplysning om, at medarbejderens anciennitet fortsat tæller i hjemsendelsesperioden og
Information om, hvordan medarbejderen modtager besked om genoptagelse af arbejdet.
Som udgangspunkt kan alle typer medarbejdere hjemsendes på grund af vejrlig. Men lige som på vvs-området viser organisationernes praksis, at man ikke kan hjemsende tillidsrepræsentanter (TR) og arbejdsmiljørepræsentanter (AMR), medmindre der foreligger tvingende grunde til det.
Vi anbefaler derfor, at man kontakter TEKNIQ, hvis man ønsker at hjemsende en tillidsrepræsentant eller en arbejdsmiljørepræsentant.
Betaling på vvs- og el-området
Under hjemsendelsen skal man som arbejdsgiver betale elektrikeren og vvs’eren for den første og anden ledighedsdag i overensstemmelse med reglerne for G-dage. Betalingssatsen er for nuværende Kr. 137,43 kroner pr- time. Man kan læse mere om G-dage her.
Reglerne på Industriområdet
På Industriområdet er overenskomstparterne nået til enighed om, at medarbejdere også her kan hjemsendes på grund af vejrmæssige forhold. Det er der en direkte hjemmel til i Industri- og VVS-overenskomsten.
Hovedreglen er, at når én i virksomheden tilknyttet medarbejder møder på arbejde, og medarbejderen af utilregnelig grund hjemsendes uden at komme i arbejde, modtager vedkommende som betaling for det forgæves fremmøde 4 timers betaling som for normalt timelønsarbejde.
En undtagelse til denne hovedregel foreligger i det tilfælde, hvor medarbejderen må hjemsendes, idet vejrforholdene medfører, at det ikke er muligt at arbejde. I sådanne tilfælde kan medarbejderen hjemsendes uden løn. Den eller de medarbejdere, som er hjemsendt uden løn, skal genoptage arbejdet, når de vejrmæssige hindringer ikke længere foreligger.
Ønsker man at vide mere om vejrlig, er man som altid velkommen til at kontakte TEKNIQ på telefonnummeret 4343 6000 eller skrive en mail til jura@tekniq.dk.